Frida og de stærke kvinde-viljer

Mændene havde ikke ret meget at skulle have sagt i Fyrkats sidste dage

Hobro 1. juni 2003 08:00

HOBRO: Overrumplende antydninger bringes til torvs i dette års særdeles velspillede og anbefalelsesværdige Fyrkatspil. Ikke, at et hold arkæologer i det lille indbydende optaktsspil på gårdspladsen bravt skændes bravt om, hvorvidt tysken i sin tid byggede Fyrkatborgen. Slet ikke. Og ej heller teorien om, at vikingerne slet og ret byggede borgen som skibsværft ryster vel nogen? End ikke forkyndelsen om, at Fyrkat i virkeligheden blev rejst af besøgende fra verdensrummet, der havde brug for en øde beliggende landingsplads og derfor grundlagde arnestedet for nutidens glade fyrkatspillere, chokerer for alvor. Undergangen Nej, det er afslutningen på hele denne epoke, som Fyrkatspillet Frida's Vilje bringer os ind i - som virker lidt skræmmende: For tilsyneladende går disse sangomspundne uovervindelige mænd til grunde, fordi de sønderflåes af en flok stride, viljefaste kællinger med tungebånd så knusende som en bautasten fra Obelix (og Obelix er også med i år: han hedder Didrik (Kaj Børge Jung Pedersen og slår en næve så knastør som sin stemmeføring). Og hvis ikke mændene er direkte skvattede som kongsbonden Eskil (Peter Rask Nielsen) eller hellere vil lege købmand - så tumler de rundt som hjernedøde "jiihaa"-hujende skinheads af et par jomsvikinger som Hjarvart (Peter Hedegaard Degn) og Gram (René Toft), der faldbyder sig med "en gedigen kunstfærdig måde at true og skræmme på". Men rå muskelstyrke matcher på ingen måde kvindelig furiekraft, og hvis selv en eftertrykkelig skideballe ikke gør indtryk, kan man jo bare kravle ned i en stor trækiste af moseeg og låse efter sig, som Frida (Bente Helene Szabo) i et raserianfald gør for at sætte en tyk streg under sit ubehag ved tingenes tilstand. En løsning, som vel ikke bør afvises pure. Fridas vilje Frida svinger den verbale taktstok og insisterer overmåde stærkt på, at kongsgårdens dirigeres efter gamle tiders kongsgårds-dyder, hvor mandsmod og handlekraft overstråler alt andet. Hun overfuser den driftige og beregnende storkøbmand Pommerik (Tue Isaksen), som forsøger at tilnarre sig kongsgården ved at vifte med et gældsbevis. Angiveligt et gældsbevis, Fridas elskede Ulf i sin tid indgik med storbonden Wombas for at genopbygge den brændte Fyrkatborg - men i virkeligheden et falsum. Frida tåler kun dårligt sin vege og lavmælte, men i grunden også snusfornuftige svigersøn Eskil - en vejrhane, der helst undgår konflikter og bedst trives i sin stille tro på bedre tider oven på nogle år med ringe høst, der kan genrejse den forfaldne kongsgårds formåen. Æreløs Om Eskil overhovedet har ære i livet, som Frida så stærkt betvivler? Kun en ganske lille smule, bekender kongsbonden, der i samme åndedrag pragmatisk indser, at eftersom der er så meget, han i forvejen fortryder, så spiller en enkelt fortrydelse fra eller til jo ingen rolle. Kongsbonde, ha! Selvsagt orker Eskil heller ikke at tage kampen op med Pommerik. Frida satser derfor på sin berejste søn, Gisle, men han vender som en anden Mads Skjern i Amerika hjem fra Hedeby med visioner om at se søvnige landsbyer vokse sig til blomstrende handelsbyer. Hellere end gribe til våben vil han gøre fællessag med fjenden: stå jer godt med Pommerik og spil jeres kort fornuftigt, byder Gisle. Og da er det, at Frida tænder helt af og kravler ned bag lås og slå med truslen om hverken at spise eller drikke. Lettere bliver tilværelsen for Eskil selvsagt ikke af, at frustrationerne lyser ud af hustruen Alvild (Marika Palitzsch), så låget gang på gang bobler af gryden. Alvild ser lige så gerne som sin mor kongsgården kom til ny ære og værdighed. Fremmed tilskud Endnu en gang kommer de fremmede ind og forstyrrer dagens uorden på skønneste vis. Den frankiske klædehandler snupper den underskønne Solvej (Bolette Kvist) for næsen af Pommerik, som på sin side suges i favnen på lokketonerne fra ligeledes frankiske Berenice (Sara Christensen), der går efter at score guldet. Aktørerne fylder hver især rollerne rigtig, rigtig fornuftigt ud. Helt overdådigt står Pommeris bøssede skriver, Sigismund (Ronnie Oldrup Fich), hvis strittende lillefingerføring fuldt ud matcher hans skrukke stemmeføring. Pommerik har nok regnet ud, at skriverkarlen ikke går efter at score kvindfolk: "Det her handler om store kødelige følelser, og det ved du intet om"! Det bar Med 36 aktører på banen, en afslutning på trilogien og en kulturkommune at fejre havde Fyrkatfolkene tre gode grund til at fordele kræfterne på to spil - De Fire Porte (skrevet og instrueret af Jørgen W. Larsen og Fridas Vilje Ideen bar helt bestemt. Fra den akademiske arkæolog-disput om Fyrkats tilblivelse befolkes gårdspladsen med skikkelser fra tidligere spil. Trilogiens tråde knyttes og allerede uden for Fyrkathuset møder publikum aftenens aktører i forstenede attituder. En fin måde at få lov at studere skuespillerne på nært hold. Og Frida-forfatter Ebbe Kløvedal Reich, som overværede premiere fredag aften, roser resultatet: - De gør det rigtig fint, og som instruktør har Barbara Borchorst samlet et vældig godt hold. Det er altid skægt at se, når små bogstaver på et stykke papir bliver levende. Og jo ikke mindst , når det lykkes som her. Jeg er rigtig godt tilfreds, fastslår forfatteren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...