Lokalpolitik

Frie tøjler til ansatte

HJØRRING:Medarbejderne i Hjørring Kommune skal i langt højere grad end hidtil have mulighed for at slå gækken løs, hvis de lyster. - Vi skal bakke op om de ansatte, som tør og vil gå nye veje. De skal have friere tøjler, for det får vi brug for, siger Arne Boelt (S), der er ny borgmester i Hjørring Kommune. Han har 5. februar indbudt repræsentanter for de menige medarbejdere, chefer, kommunalpolitikere og fagforeningsfolk. Formålet er at skabe et spillerum for de ansatte, der er parate til at gå mere utraditionelt til værks. - Jeg forventer, at omkring 20 procent af medarbejderne er parate til at gå nye veje. For mig er det helt i orden, at folk måske møder fem minutter for sent på arbejde eller går fem minutter for tidligt. For det er ofte de samme mennesker, der tjekker deres mail derhjemme, siger borgmesteren. Han mener, at der er behov for at bryde med kommunal vanetænkning. - Hovedparten vil nok helst gøre, som de altid har gjort, og det er også i orden. Der er ingen grund til, at en ansat på 57 år pludselig skal til at lave en hel masse om ved sine rutiner imod eget ønske. Men der er altså brug for forskellige typer medarbejdere, og vi bør være med til at fremme udfoldelsesmulighederne. Kommunen har brug for dynamikken, siger Arne Boelt, der som flere andre nordjyske borgmestre vil drosle ned på kontrollen og bureaukratiet.