Frifundet for menneske- smugling

Byrettens fængselsdom til ni for indsmugling af baltiske prostituerede underkendes

Prostitution 14. januar 2003 07:00

ÅRHUS: Vestre Landsret i Århus frikendte mandag ni personer i en stor sag om menneskesmugling. Landsretten valgte dermed at underkende byretten i Århus, der i november 2001 idømte de ni tilsammen 10 år og seks måneders fængsel for at have indsmuglet omkring 75 baltiske kvinder beregnet på prostitution i Danmark. De ni var tiltalt efter en særlig bestemmelse i udlændingeloven, der kan give op til fire års fængsel. Vestre Landsret fandt det imidlertid ikke bevist, at de ni kvinder og mænd, der kommer fra forskellige mindre byer i Jylland og på Fyn, havde bistået de mange baltiske kvinder med at rejse ind i Danmark, ligesom det ikke kunne bevises, at kvinderne har opholdt sig i Danmark længere end de lovlige tre måneder ad gangen. Sagen, der startede for næsten to år siden, anses for at være en slags prøvesag for at forsøge at straffe organiseret indsmugling af kvinder, der ikke kan få arbejdstilladelse som prostituerede. Der er således ikke på noget tidspunkt fra anklagemyndighedens side rejst tiltale om rufferi, som det ellers ville være oplagt i den slags sager. En af de tiltalte, den 30-årige Benny Brink Jensen fra Skive-egnen, var den eneste af de tiltalte, der var mødt op, da dommen blev afsagt i Vestre Landsret i Århus i går eftermiddag. Han havde til gengæld valgt at gøre begivenheden til en happening ved at møde op i lyserød skjorte, sort kappe med pelskrave og bredskygget hat i ægte mafioso-stil. Sammen med ham var en meget letpåklædt veninde. - Vi vil gerne tage lidt fis på det hele og vise, at denne her sag ikke har knækket os, sagde Benny Brink Jensen efter dommen, som han naturligvis erklærede sig yderst tilfreds med. Lutter smil Også de tiltaltes forsvarere var lutter smil efter domsafsigelsen. - Man kan diskutere det moralske i det her, men juridisk set er det en helt korrekt dom, sagde Benny Brinks Jensens forsvarer, advokat Klaus Ewald, umiddelbart efter retsformandens oplæsning af dommen. Han tilføjede, at anklagemyndigheden har spillet højt spil og tabt med et brag. Advokat Hans Kjellund, der er forsvarer for en af de andre nu frikendte, var også tilfreds: - Vi har hele tiden ment, at der ikke var beviser for menneskesmugling, og selv anklagemyndigheden har indimellem udtrykt tvivl. Men sagen har jo været højt profileret fra tidligere justitsminister Frank Jensens (S) side, sagde Hans Kjellund, der mente, at politikerne nu må lave loven om, hvis de vil have stoppet tilstrømningen af udenlandske kvinder, der driver prostitution i Danmark. En af grundene til, at de ni personer var tiltalt efter udlændingeloven og ikke rufferiparagraffen var, at politiet på den måde fik mulighed for at benytte sig af telefonaflytning i efterforskningen. Det var de endnu uopklarede drab på to prostituerede i Randers for tre år siden, der satte politiet på sporet af de ni personer, som de mente udgjorde en smuglerring. Ved en stor politiaktion i sommeren 2001 blev et stort antal baltiske kvinder samt flere end en snes danskere anholdt i ni forskellige politikredse. De mange udenlandske kvinder viste sig at have ophold på massage- og escortklinikker over hele landet, og blev udskiftet i et mere eller mindre fast mønster gennem en række danske bagmænd og baltiske kontakter. Efter dommen sagde politimesteren i Århus, Jørgen Ilum: - Landsrettens dom skal studeres nærmere, før vi kan konkludere, om den kan få betydning for andre sager. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...