Røverier

Frifundet for røveri og tvang i Den Internationale Klub

Kronvidne dukkede ikke op for at vidne i landsretten

AALBORG:Hovedpersonen, en ung mand fra Nørresundby, var forsvundet og dukkede ikke op for at vidne, da Vestre Landsret i Aalborg behandlede en ankesag mod to mænd med tilknytning til Den Internationale Klub. Udfaldet blev, at mændene blev frifundet. I byretten blev de i maj sidste år idømt hver ni måneders fængsel for røveri og ulovlig tvang mod sundbynitten. Det skete, efter at han havde givet en detaljeret vidneforklaring om, hvordan han i oktober 2001 blev truet og presset til at betale 13.000 kroner og til at udlevere sin bil med tilhørende nøgler og registreringsattest. Telefonisk kontakt Dén forklaring fik landsretten ikke at høre "live", selv om politiet op til sagen har søgt manden ganske ihærdigt for at forkynde vidneindkaldelsen. Ordensmagten har telefonisk været i kontakt med ham, så han var ganske klar over tidspunktet for retssagen. Men de formelle krav til forkyndelsen har ikke kunnet opfyldes, og derfor kunne landsretten heller ikke træffe beslutning om, at han skulle anholdes og bringes til retten. Statsadvokat Elsemette Cassøe, som førte landsretssagen for anklagemyndigheden, besluttede at lade sagen gå sin gang uden den forurettede i vidneskranken. - Jeg kunne godt have bedt om udsættelse af sagen, men jeg vurderede, at det ikke havde så meget formål. Manden forsøgte tilsyneladende at holde sig skjult, så hvis jeg fik ham bragt ind, ville jeg bare få et modvilligt vidne, nævner hun. Med kronvidnets udeblivelse var bevismaterialet mod de to tiltalte noget svækket, idet retten måtte nøjes med at få mandens tidligere forklaring læst op. Alt i alt kom landsretten frem til, at det ikke er bevist, at der blev brugt trusler om vold mod den unge mand. Bilen blev solgt De to nu frifundne, der er 29 og 36 år, har hele tiden nægtet sig skyldige. Da de sidste år blev dømt i byretten, var det for at have medvirket i to tilfælde af overgreb mod sundbynitten: Dels da ofret i Den Internationale Klubs daværende lokaler ved Jomfru Ane Gade blev truet til snarest at hoste op med 13.000 kroner. Og dels da han som en slags pant udleverede sin bil i den tro, at han ville få den tilbage, når pengene var betalt. Det skete bare ikke - bilen blev solgt. I byretten udpegede ofret den ældste af de tiltalte som ham, der fik udleveret både de 13.000 kroner og bilnøgle og registreringsattest. Han havde ved pengeoverdragelsen følgeskab af en anden mand, som retten dengang ikke var i tvivl om var den 29-årige. Strømpistol En tredie tiltalt, en 23-årig mand, fik i byretten tre års fængsel i samme sagskompleks. Retten fandt, at han havde været den mest aktive med hensyn til at true/presse værdier fra ofret, som var en af hans tidligere kammerater. Blandt andet blev den 23-årige fundet skyldig i at have truet ofret med en strømpistol. I strafudmålingen for hans vedkommende indgik også, at han blev dømt for medvirken i et groft røveri i Vestjylland. Trods landsrettens frifindelse af den 29-årige og den 36-årige er sidstnævnte ikke på fri fod. Han sidder varetægtsfængslet i en særdeles omfattende narkosag, som om et par måneder bringer ham tilbage til Vestre Landsret, denne gang i en nævningesag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst