Vold

Frifundet for vold mod betjente

AALBORG:Det tog kun byretten otte minutter at votere sig frem til, at Basem Malik skulle frifindes for vold mod to betjente 28. oktober sidste år på restaurant Natalie i Aalborg. Sagen har vakt stor opmærksomhed, fordi 35-årige Basem Malik først anmeldte de to betjente for vold, hvorefter han selv blev tiltalt for vold mod betjentene, der privat var en tur i byen. Statsadvokaturen sigtede ikke betjentene. I begrundelsen for gårsdagens frifindelse sagde byretten, at der ingen beviser var mod Basem Malik, og retten fandt politiets efterforskning noget mangelfuld. Beslutningen om, hvorvidt betjentene alligevel skal sigtes for vold mod Basem Malik, ligger hos Rigsadvokaten, der har villet afvente gårsdagens dom. - Det er min forhåbning, at Rigsadvokaten sigter de to betjente. Syv vidner har forklaret, at betjentene udøvede vold mod Basem Malik og truede ham. Det er normalt nok til at sigte folk, siger Basem Maliks forsvarer Michael Juul Eriksen. Side 4-5