Kirkepolitik

Frihed skal ikke begrænses

Her i starten af året har der været en del debat om, hvad folkekirkens præster kan tillade sig at give udtryk for.

Flere præster har, gennem deres prædiken i kirken eller ved demonstrationer, udtrykt deres utilfredshed med den flygtningepolitik, som folketinget har vedtaget. Jeg er absolut ikke enig i disse præsters kritik af flygtningepolitikken - tværtimod. Men jeg synes, det er helt forkert, når flere slår til lyd for, at vi skal begrænse præsters ytringsfrihed. Jeg mener, at grundstammen i et demokrati er, at alle har lov til at give udtryk for sin mening. I et demokrati må man tåle, at ikke alle er enige med en. Kritikken af præsternes ytringer er i flere artikler og læserbreve endt som en generel kritik af folkekirken. Jeg har set udtryk som kunne få folk til at tro, at folkekirkepræster bestemmer alt lige fra hvilken farve pærerne i lamperne skal have til søndagens salmer samt at staten stort set betaler alle kirkens udgifter. Mange ”skyder med skarpt” på folkekirkens forbrug og præsternes indflydelse, og jeg synes ikke, det er helt retfærdigt. Ethvert sogn har et menighedsråd bestående af folkevalgte medlemmer samt præsten/præsterne i sognet. Hvert 4. år er der valg og enhver, der er medlem af Folkekirken og som bor i sognet (eller har løst sognebånd), er fyldt 18 år og myndig kan stille op til valget. Antallet af medlemmer, der skal vælges afhænger af antallet af indbyggere i sognet, mindst 6 og max. 15. Menighedsrådets beslutninger træffes i møder, og hvert medlem har én stemme. Det er således ikke præsterne alene, men menighedsrådene - som præsterne er medlemmer af, men hvor flertallet af rådsmedlemmer er folkevalgte - der træffer beslutningerne. Kirkens indtægter kommer dels fra kirkeskatten og dels fra staten. Kirkeskat betales af medlemmerne af folkekirken. Kirkeskatten opkræves sammen med statsskat, kommuneskat og sundhedsbidrag. Faktisk kan man betragte kirkeskatten som en kontingentbetaling til en forening - som medlem betaler man, er man ikke medlem betaler man ikke. Indtægten fra staten er betaling for det arbejde, folkekirken udfører for staten. Dette arbejde er bl.a. registreringer af fødsler og dødsfald. Altså ligger der en modydelse bag statens betalinger til folkekirken. Hvis du som læser sidder og er utilfreds med, hvordan pengene bliver brugt i folkekirken, så kunne du overveje at blive medlem af folkekirken, hvis du ikke allerede er det, samt forsøge at få medbestemmelse ved at stille op til næste menighedsrådsvalg! Det er i øvrigt også menighedsrådet, der bestemmer, hvem der ansættes som sognets præst. Så her er der en mulighed for at få indflydelse på, hvem der bliver præst i sognet og dermed også på hvilke meninger, der vil blive udtrykt fra prædikestolen.