Frihed til at chikanere?

YTRINGSFRIHED: Pudsigt nok har jeg adskillige gange i disse dages krise mellem Danmark og den muslimske verden måttet drage sammenligning med situationer, som jeg har oplevet i mine børns verden. Et barn græder, fordi et andet barn har drillet. Den voksne, som forsøger på at hjælpe med at løse konflikten, står med et barn, der siger, at det er blevet drillet, og et barn, der nægter at have drillet – "det var bare for sjov" og derfor ligeledes nægter at sige undskyld. Nu er jeg nok også en blødsøden mor, men jeg prøver at lære mine børn, at selvom de ikke mener noget ondt med deres ord, så er det vigtigt at se på det andet barns reaktion på ordene, og hvis han eller hun opfatter ordene som onde, så er det ikke i orden at sige dem – og så kan en undskyldning være på sin plads. Chikane – på engelsk "harassment" – er i USA defineret juridisk som "unwanted behavior which a person finds intimidating, upsetting, embarrassing, humiliating or offensive," hvilket i min oversættelse bliver til "uønsket adfærd, som en person finder skræmmende, chokerende, generende, ydmygende eller anstødelig." Så over there defineres chikane altså på grundlag af den måde, adfærden opfattes af den person, som adfærden rettes mod – og ikke på grundlag af hensigten hos den, der udøver adfærden. Det synes at understøtte min opdragelsesfilosofi indtil videre. Så er der hele diskussionen omkring humor i ytringsfrihedens navn. Følgende kan være til inspiration i denne debat, frit oversat fra en klumme i "Jewish News of Greater Phoenix", skrevet af advokat Marty Latz: "Race-, køns- og religionsbaserede vittigheder og brug af stereotyper formindsker det enkelte individs mulighed for lighed, ligestilling og ligeberettigelse. Yderligere formindskes sandsynligheden for, at han eller hun bliver bedømt i forhold til individuelle egenskaber og eget værd og ikke i forhold til hudfarve, nationalitet, køn eller religion. Race-, køns- og religionsbaserede vittigheder kommunikerer uvægerligt – forsætligt eller ej – at medlemmerne af racen, kønnet eller religionen besidder en bestemt egenskab udelukkende på grund af hudfarve/nationalitet, køn eller religion." Her kommer de store spørgsmål: Næste gang den, der hører vittigheden, møder en person af pågældende race, køn eller religion, vil han eller hun så være mere tilbøjelig til at forvente, at personen besidder den egenskab, som vittigheden handlede om? Hvis den, der hører vittigheden, ikke allerede har en stereotypisk holdning, kan hans eller hendes holdning have ændret sig i retning af at få en sådan holdning? Ved at acceptere og måske deltage i denne sprogbrug er vi mon med til at legitimisere den stereotypisering…? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de satiriske Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten er blevet opfattet som yderst krænkende og anstødelige af den muslimske verden, og uanset hensigt forekommer det menneskeligt og moralsk på sin plads med en uforbeholden undskyldning fra Jyllands-Posten for – uagtsomt – at have krænket muslimer verden over og en klar afstandtagen fra billedernes stereotypisering af muslimer fra den danske regering og den danske befolkning. Jeg kan sikkert forvente mig prygl fra mine racistiske landsmænd – men jeg har jo ytringsfrihed, ikke?