Retspleje

Friheden udfordret

"En mild sharia er vel ok," siger Villy Søvndal som kommentar til de regimer, der nu skyder frem i Nordafrika.

Og dermed synliggør han en udvikling og en alliance, som har været ved at vokse frem i et stykke tid: Alliancen mellem politisk islam og socialismen. Denne alliance er en udfordring for frihed og demokrati, sådan som vi kender det i Vesteuropa. Mange danske og vesteuropæiske muslimer dyrker deres religion og lever samtidig som gode, demokratiske samfundsborgere sammen med os andre. Men der findes også en politisk islam, der vil styre samfundene gennem religiøs lov, og denne politiske islam og de socialistiske partier er ved at erkende deres fælles interesser. Det, de har fælles, er at både i socialismen og politisk islam er der èt overordnet princip, der skal styre og regulere alle livsområder. I politisk islam er det religionen, i socialismen er det partiet. Men hvad princippet nu end er: èn overordnet magt skal udøve styrende og regulerende funktion på alle områder. Lovgivningsmagten er universel og absolut. Modsætningen til dette islamisk-socialistiske princip er det nordiske retssyn, som indtil nu har bestemt vores demokratiske livsopfattelse. I dette retssyn har hver enkelt menneske ret til at forme sit liv og søge sin lykke, sådan som han og hun nu vil. Først i det øjeblik hvor der opstår en konflikt griber fællesskabet regulerende ind. For mig at se udvikler alliancen mellem politisk islam og socialisme sig ved at søge indflydelse på to fronter. For det første ved at forskyde magten fra de enkelte landes parlamenter til EU og EU`s domstole. I stadig stigende grad er det EU`s domstolsafgørelser der bestemmer, hvem der må bo i Danmark, og ikke det danske folketing. Og EU`s domstole træffer også afgørelser om, hvilke tilskud og pengeoverførsler, folk der har været i Danmark en kort tid, har ret til, når de forlader Danmark. Vi kunne få megen, god velfærd for de penge, vi på den konto sender ud af landet. Da alliancen mellem politisk islam og socialister for øjeblikket ikke kan opnå flertal i de enkelte landes parlamenter, arbejder de for at EU, hvor domstolene er politisk initiativtagende, skal bestemme stadig mere. For det andet har man øje for, at landenes inddeling i valgkredse kan bruges som styringsinstrument. Opnår f.eks. indvandrerkritiske partier for mange stemmer i bestemte valgområder, lægger man disse valgområder sammen med områder, hvor et af de etablerede partier har massivt flertal. På den måde undgår man, at de indvandrerkritiske partiers reelle opbakning i befolkningen kommer frem ved fordelingen af mandater. Sådan gjorde man i Frankrig, da Le Pens Front Nationale var ved at få for mange mandater efter de gamle, etablerede partiers smag. Nu må vi se, hvordan det går med de danske valgkredse efter den nye regerings tilkomst. Men hvor om alting er: Folk, der går ind for politisk islam, og folk, der er socialister, har al mulig ret til at arbejde for deres synspunkter, og de har selvfølgelig også ret til at arbejde sammen. Men jeg ser en alliance mellem politisk islam og socialismen som den største udfordring for vort frihedssyn, og dermed for alt, hvad der er af ånd i blandt os.