Hulsig

Frihedens tvetydighed

Frihed er under vores himmelstrøg et lutter plusord.

Vi er frie og kan gøre, som vi vil. Så længe vi blot ikke skader andre eller med vores egen selvudfoldelse begrænser andre i deres. Det indskærper loven i videste forstand og holder derved det enkelte menneskes ukrænkelighed og værdi i hævd. Navnlig dér, hvor den angribes. Enten af andre mennesker. Eller af stat og myndigheder. På denne facon er frihed blot et andet ord for individualitet. Ikke individualisme. For individualisme er en individualitet, der ikke vil lade sig begrænse. Hverken af andre, af loven, fællesskabet, traditionen, normerne eller af moralen. Individualisme er umoden. Individualitet er modenhed. Individualisme er ofte ikke til at skelne fra egoisme. Individualitet er at have opnået en nogenlunde nøgtern indsigt i sig selv og sine begrænsninger og resurser og dertil vide, hvad man vil bruge dem til. Og med denne selvindsigt følger naturligvis også, at mine resurser skal bruges til glæde og gavn for alle dem, som jeg i løbet af mit liv oplever et kortere eller længerevarende skæbnefællesskab med. Ikke kun på mig selv. Voksne mennesker bør være individualiteter, som forstår at økonomisere med deres egne evner og resurser, så man i dén forstand deler sin frihed med andre. Især dem, som ikke kan bruge friheden til noget som helst, fordi de er fuldkommen prisgivet andre, der foruden deres egen frihed også kender deres ansvar. Dem, der ikke kan bruge deres frihed til ret meget er især børnene, de unge, de syge og de gamle. I en vis forstand kan man udmærket sige, at man for alvor først bliver voksen, moden og en individualitet, når man får børn. For har man først fået børn, står det pludselig meget klart, at man akkurat ikke længere kan bruge sin frihed til hvad som helst, man har lyst til. Men at friheden, uden de store intellektuelle mellemregninger, automatisk både begrænses og forløses af ansvaret for et andet menneske, som ved sin blotte tilstedeværelse gør krav på min omsorg, opofrelse og hengivenhed. Og det gør akkurat et barn. Og syge, ensomme, gamle og hjælpeløse mennesker i øvrigt. Men mon så ikke også de fleste voksne alligevel intellektuelt og følelsesmæssigt samtykker i den modne erfaring, at ansvar giver mening til friheden. Mens ren, glat og overfladisk frihed, sådan som den umodent dyrkes af teenagere i alle aldre, blot giver det fortvivlede menneske endnu større mulighed for at vikle sig ind sig selv. Det er frihedens kolossale fare og paradoks: at man kan bruge den til at binde sig selv fast – til sig selv. Og de lænker er de stærkeste. Forstået på den måde har vi i vores samfund og kultur sluppet mange uregerlige ånder og dæmoner løs. Og de hjemsøger os mere end nogensinde. Den vestlige kultur i dén senere fase, som den befinder sig i nu, viser alle tegn på, hvad overmod og selvsikkerhed kan afstedkomme. Satser man alene på sine egne trods alt begrænsede kræfter, evner og muligheder, er det også de samme begrænsede kræfter, evner og muligheder, man er prisgivet, når de ikke slår til. Hvad skal man så stille op med alle sine talenter? Hos den danske teolog og filosof, K.E. Løgstrup, hedder det i et af hans posthumt udgivne skrifter (System og symbol): ’Vi har skabt et samfund, vi ikke har intelligens til.’ Vi er simpelthen ikke kloge nok til vores egen ’klogskab’. Og det er ikke specielt begavet! Vi aner simpelthen ikke, hvilke enorme, destruktive kræfter vi har sluppet løs. Og som er begyndt at leve deres eget liv udenfor menneskeligt herredømme og kontrol. Det er som et tandhjul, der bare kværner løs og ikke lader sig stoppe. Den moderne individualisme er derfor blot et symptom på, at den begyndende frigørelse og frihed, som blev annonceret først med det moderne gennembrud i 1870’erne, senere i 1930’erne og endelig i 1960’er- og 70’erne, er blevet opslugt og fortæret af en kollektiv forbrugskultur og materialisme. Ludomani som kultur; som vane. Og vaner er næsten umulige at lave om på, uanset hvor selvsikkert og individualistisk vi ellers fører os frem. Det har ikke noget med frihed eller frigørelse at gøre. Det er tvang og ufrihed. Men det paradoksale er, at det er os selv, der binder os selv. Frivillig tvang så at sige. Fortvivlelse forfinet som kultur og tidsånd, så det tager sig mere legitimt ud. Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.