Friis Bach: Venstre er et andedams-parti

Udviklingsministeren kritiserer Venstre for "populistisk forslag" om milliardbesparelser på ulandsbistanden.

6. september 2013 14:16 - Opdateret 6. september 2013 14:18

Friis Bach: Venstre er et andedams-parti

Venstres forslag om at spare 2,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden på næste års finanslov bliver mødt med hård kritik fra udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

Ifølge udviklingsministeren er det både den forkerte vej for verdens fattige, men også den forkerte vej for Danmark, at skære ned på udviklingsbistanden

- Det er både populistisk og uansvarligt at spare på fattige mennesker, der ikke kan stemme i Danmark.

- Venstre mangler at svare på, om det er flygtningene i Syrien, de afghanske skolebørn eller fattige kvinder i Mozambique, der skal betale for skattelettelserne, siger Friis Bach i en pressemeddelelse.

Udviklingsministeren peger på, at økonomisk vækst i de fattige lande kan være med til at trække verden og Danmark ud af den økonomiske krise. Samtidig vil udvikling og mere stabilitet i verden bidrage til sikkerhed og tryghed herhjemme, mener han.

- Venstre er ved at udvikle sig til et andedamsparti, der helt mangler globalt udsyn. Når det gælder internationalt engagement rykker Venstre hastigt mod Dansk Folkeparti.

- Vi kommer ikke ud af krisen ved at lukke os inde og lukke verden ude. Vi kommer ud af krisen ved at engagere os i verden og bidrage til at løse verdens store problemer - fra konflikter til klimaforandringer. Det er i den grad til gavn for danske virksomheder og for Danmark, siger Christian Friis Bach.

Også SF's finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, kalder det for "usympatisk", at Venstre vil finde penge til skattelettelser ved at spare på ulandsbistanden.

- Vi har absolut ingen planer om at skære så stort et beløb i ulandsbistanden. Denne regering har rullet den tidligere regerings besparelser tilbage, og det er jeg meget tilfreds med.

- Jeg mener faktisk, at det er både dyrt og dumt at skære i ulandsbistanden. Bistanden er ikke kun en hjælp til verdens fattigste. Den er også til gavn for dansk erhvervsliv, og den giver Danmark en større international gennemslagskraft, siger hun.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...