EMNER

Friis foreslår akut venteliste

Venstre-byrådsmedlem mener at to ventelister vil give et mere reelt billede

AALBORG:Unge, der desperat søger efter en bolig, uanset om den ligger i Aalborg eller i Sulsted, bør stå på en særskilt akutliste. Det mener byrådsmedlem Signe Friis (V), som er overbevist om, at det vil give et langt mere præcist billede af, hvor mange unge der står med et helt akut boligbehov, og hvor mange, der "bare" gerne vil have noget andet at bo i. På den officielle venteliste står i øjeblikket næsten 2300 unge. Men Signe Friis tvivler på, at det giver et helt sandfærdigt billede af det reelle behov. - Mange af dem, der står på ventelisten, søger ganske givet blot en anden bolig, som måske ligger lidt tættere på midtbyen eller uddannelsesstedet. Det er naturligvis fair nok, men det er altså ikke automatisk ensbetydende med, at de står med et akut boligbehov, siger hun. Efter Signe Friis opfattelse skal de unge på akutlisten være parat til at tage imod tilbudet om en ungdomsbolig, uanset hvor i kommunen, den ligger. - For nylig fik vi oplyst, at der findes tomme ungdomsboliger på Hvidkildevej. Det harmonerer ikke rigtigt med, at der står over 2000 på venteliste. - Efter min mening bør der være en passende balance mellem udbud og efterspørgsel. Vi skal også være påpasselige med ikke at ødelægge økonomien i de boligafdelinger, hvor der bygges ungdomsboliger. Hvis boligerne kommer til at stå komme, skal de øvrige beboere jo betale mere i husleje. Desuden er det mit indtryk, at det er let nok at få en lejlighed på det private boligmarked, siger Signe Friis. Hun har hørt, at det overvejes at lave to ventelister i København, og så mener hun også det må kunne lade sig gøre i Aalborg. Eigil Johansen, lederen af den centrale boliganvisning for unge (AKU), har svært ved at forestille sig, hvordan det skulle være muligt at administere to ventelister. - Langt de fleste unge melder sig jo til ventelisten via internettet, og hvem skulle bestemme, hvilken liste de skulle stå på. De kan jo bare vælg at melde sig til på begge lister for at være sikre på, at de hurtigt få en ungdomsbolig, men samtidig også lige den, de ønsker sig. Faktisk har AKU allerede i dag et sytem, hvor de unge kan vælge enten at søge bredt eller mere specifikt. Men det er ikke opdelt i en decideret akutliste og en mere udspecificeret ønskeseddel. - Vi har kigget på, hvor mange af dem, som søger, der i forvejen bor i en ungdomsbolig. Det tal er ikke en hemmelighed. Ud af de 2296, som vi i øjeblikket har skrevet op til en ungdomsbolig, er det cirka 350, der i forvejen bor i en sådan bolig, forklarer Eigil Johansen. Han har ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor ventelisten til en ungdomsbolig er vokset - udover, at der kan være blevet oprettet flere uddannelsespladser i Aalborg. Ungdomsboligerne i Aalborg midtby er de mest eftertragtede. Dernæst følger de boliger, der ligger tæt ved uddannelsesstederne.