Fødevarer

Frikadellens flugt

Sådan laver man 192 millioner frikadeller om året.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Næsten 900.000 frikadeller bliver det til på en almindelig, gennemsnitlig arbejdsdag.

Hvordan fremstiller man 192 millioner frikadeller om året? En fantasi popper op: Lange rækker af smilende, moderlige kvinder iført forklæde og kappe og udstyret med hver deres store stegepande. Margarinen sprutter på alle panderne, bobler op, brunes og en liflig duft breder sig. Nej, nej, nej, hvor vil jeg hen? Min fantasi, inspireret af reklamer fra 1950'erne, skubbes brutalt til side for en ny. Se dog på fabrikken Tulip på Østerbro lige bag Karolinelund. Ja, FABRIKKEN. Det er nok ikke lige her, man fremstiller noget i retningen af frikadeller, som vor mor lavede dem. Måske ligner det frikadeller på overfladen. Men nedenunder? Tilsætningsstoffer. Kød, man ikke vil vide, hvor kommer fra. Brusk og benmel rørt op med fedt, vand og farvestoffer. Mon de overhovedet tør lukke nogen ind? Det gør de, viser det sig. Vi skal bare lige smide smykker, ure og sko og tage hvide engangsdragter og hårnet på. Plus træsko i størrelser, der ikke passer. Hele tiden følger en mester os. Hvad er det, vi ikke må se? Svært at vide, for han viser gerne hele produktionen frem fra de rå kødstykker, der skal blive til fars, til nysselige poser med frosne frikadeller. Ansatte i blå plasticforklæder har travlt i visse led af produktionen, men store områder er helt mennesketomme. Inden moderlige kvinder her, men i stedet enorme mængder af fars. I firkantede metalvogne på størrelse med forvoksede barnevogne venter den på at blive blandet op med enorme mængder løg, krydderiblanding, mel og æg. Et kig ned i en kæmpe røremaskine giver næsten søsyge. Farsen bevæger sig som et oprørt hav, hvor ukendte søuhyrer lever deres eget liv under overfladen. Ud af dette hav presses små blegrøde klumper, der skylles over med vand, så de bedre slipper. På samlebånd transporteres de ind i en anden afdeling, og den ferske lugt af vådt kød afløses af en helt behagelig duft. På teflonbånd i et lukket system steges de små klumper på over- og underside på samme tid, og nu ligner de pludselig rigtige frikadeller og dufter også sådan. Længere fremme i processen fryses de ned og pakkes i poser. Blege fejlprodukter sorteres fra, mens resten er parate til at blive solgt og spist. Aha! Hvad står der på indholdsfortegnelsen? Nu skal sandheden frem. Tilsætningsstoffer – øh, nej, det er der ingen af. Farvestoffer da? Noget som helst andet, end hvad man kunne finde på at putte i dellerne hjemme på panden? Heller ikke. – Det er en fordom, som mange har, trøstes jeg venligt. En fordom fattigere og en reklame-t-shirt rigere forlader jeg fabrikken. T-shirten spørger frimodigt på mine vegne med hvide påtrykte bogstaver: "Vil du se mine deller?" Nu har jeg i hvert tilfælde set deres. Det kostede to fantasier og en fordom, men nu ved jeg, hvordan man laver 872.000 frikadeller om dagen fordelt på 220 årlige arbejdsdage. Jeg ved, at fabrikken her forsyner kantiner, restauranter, cafeterier og storkøkkener i både Danmark, Tyskland, Sverige og England med denne danske spise. Otte procent ender i supermarkedernes kølediske, så skulle jeg få lyst, kan jeg jo en dag begive mig ud i det helt store eksperiment: Rent faktisk at smage på en af dellerne.