Frederikshavn

Frikendt for bombesprængning i fængsel

Indsatte holder tand for tunge om bombeproduktion

FRE–DE–RIKS–HAVN:En kreds af nu–væ–ren–de og tid–li–ge–re ind–sat–te på Krag–skov–he–de ved med sik–ker–hed hvem, der i sep–tem–ber sid–ste år kas–te–de to hjem–me–la–ve–de bom–ber i fæng–slet. Al–li–ge–vel bli–ver in–gen straf–fet. For in–gen vil ud–pe–ge den el–ler de skyl–di–ge. En 21-årig hård kri–mi–nel med lang–va–ri–ge fæng–sels–straf–fe i ba–ga–gen blev umid–del–bart ef–ter bom–be–spræng–nin–gen på en personalegang i en luk–ket fæng–sels–af–de–ling sig–tet for at have frem–stil–let på dén bom–be og en an–den bom–be, som tid–li–ge–re på da–gen var bragt til spræng–ning i et fæl–les–rum. Men den på–gæl–den–de er ved ret–ten i Fre–de–riks–havn ble–vet fri–kendt på grund af man–gel på be–vis. Po–li–ti–ets kron–vid–ne, en an–den ind–sat, be–næg–te–de i ret–ten at have ud–pe–get den 21-åri–ge som den skyl–di–ge. Vid–net for–kla–re–de, at han hav–de sid–det i sin cel–le og kun hørt bra–get, da bom–ben eks–plo–de–re–de. An–kla–ge–myn–dig–he–den før–te som vid–ner både en fæng–sels–funk–tio–nær og en po–li–ti–be–tjent, hvis for–kla–rin–ger skul–le un–der–byg–ge til–ta–len mod den 21-åri–ge. Fæng–sels–funk–tio–næ–ren for–kla–re–de, at kron–vid–net hav–de hen–vendt sig til ham un–der en gård–tur og uop–ford–ret ud–pe–get den 21-åri–ge som den an–svar–li–ge for bom–be–spræng–nin–gen. Po–li–ti–be–tjen–ten blev ført som vid–ne for at be–kræf–te, at kron–vid–net over for po–li–ti–et hav–de gen–ta–get sin for–kla–ring om den 21-åri–ges skyld. Kron–vid–net for–kla–re–de selv, at det var fæng–sels–funk–tio–næ–ren, der hav–de bragt den til–tal–tes navn på bane som en mu–lig ger–nings–mand. Kron–vid–net for–kla–re–de vi–de–re, at han hav–de sva–ret, at han ikke hå–be–de, at det var den på–gæl–den–de ind–sat–te, som han kend–te godt, der hav–de frem–stil–let bom–ben. Den var i øv–rigt la–vet af et ren–gø–rings–mid–del og sølv–pa–pir - ma–te–ria–ler, som de ind–sat–te den–gang hav–de ad–gang til i fæng–slet. Det har de ikke læn–ge–re. Doms–mands–ret–ten hæf–te–de sig ved, at den kron–vid–net iføl–ge de øv–ri–ge vid–ners for–kla–ring kun hav–de ud–talt sig om den til–tal–tes skyld, men ikke om, at vid–net selv hav–de set ham kas–te bom–ben. På den bag–grund fandt doms–mands–ret–ten ikke grund–lag for at døm–me den til–tal–te, der næg–te–de sig skyl–dig.