Frikendt for pædo-mistanke kræver kæmpeerstatning i USA

Den pædagogstuderende Malthe Thomsen kræver syv millioner dollar efter beskyldninger om pædofili.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Malthe Thomsen, fotograferet d. 15. juli sidste år i New York. Foto: John Minchillo/POLFOTO/arkiv

Det førte til stor omtale herhjemme, da den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen i USA sidste sommer blev anklaget for pædofile overgreb. Sagen faldt med et brag i efteråret, og nu kræver danskeren en stor erstatning.

Ifølge DR Nyheder har Malthe Thomsen indgivet et erstatningskrav mod politiet og anklagemyndigheden i New York på syv millioner dollar, hvilket svarer til cirka 48 millioner kroner.

Malthe Thomsen var som følge af mistanken mod ham en overgang varetægtsfængslet. Fængslingen skyldtes blandt andet, at Malthe Thomsen over for politiet havde erkendt sig skyldig i den rejste sigtelse.

Men tilståelsen var aflagt på baggrund af en langvarig afhøring, hvor danskeren følte sig presset, og han endte med at trække tilståelsen tilbage.

Beskyldningerne mod danskeren stammede fra en kvinde, som havde arbejdet sammen med ham i den børnehave, hvor de påstået forurettede børn gik.

Men politiet og anklagemyndigheden formåede ikke at tilvejebringe nogen form for bevis mod Malthe Thomsen, og myndighederne valgte derfor i november at lade sagen falde.

Ud over erstatningskravet har Malthe Thomsen ifølge DR Nyheder også rejst et krav, som i fremtiden skal tvinge politiet i New York til at videofilme den fulde afhøring af en mistænkt.

Afhøringen af Malthe Thomsen blev kun delvist filmet. Det var den del, hvor tilståelsen faldt. En fuld optagelse ville ifølge danskeren have vist, hvordan hans tilståelse blev affødt af det pres, som politiet lagde på ham.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.