EMNER

Frikvarter i en belastende hverdag

BRØNDERSLEV:Forældre til børn med sansemotoriske problemer og andre handicaps får igen tilbud om at deltage i et projekt som Sund By i Brønderslev, Løkken-Vrå, Sindal og Hirtshals kommuner laver. Projektet hedder "Du er ikke alene" og henvender sig til forældrene til den gråzone af børn, der har motoriske og sansemæssige problemer, men som ikke har en diagnose på det. - Det er en gruppe af forældre, der er meget alene med deres problemer, og vi vil gerne give dem et sted, hvor de kan finde sammen og holde frikvarter fra hverdagen, fortæller sundhedskoordinator hos Sund By i Brønderslev Inge Tengnagel. - De har ikke rigtig noget sted at gå hen, forklarer hun. Projektet skal danne rammerne, hvor forældrene kan mødes og udveksle erfaringer, så de lærer at fokusere på de lyse sider i hverdagen med deres børn. Det skal fremme livsglæden, optimismen og sundheden hos voksne og børn. - Vi oplever at der er et behov for at give denne gruppe et sted, hvor de kan høre, hvilke hjælpemuligheder der er, og at de ikke er alene med problemerne, mener Inge Tengnagel. Alle familier bliver stressede en gang i mellem, men forældre til børn med handicap oplever ofte en ekstraordinær belastning. Projektet har allerede kørt en gang siden oktober sidste år, hvor forældre til en seks-otte børn har deltaget. - Der er plads til flere, så vi lægger ud igen med et møde i slutningen af marts og så mødes forældrene en gang om måneden seks lørdage resten af året undtaget sommermånederne, forklarer Inge Tengnagel. Sundhedskonsulent og sundhedsplejerske Hanne Lise Grønkjær er tovholder på projektet, men ifølge Inge Tengnagel er det meget op til forældrene selv at tilrettelægge, hvad de vil og hvad der skal snakkes om.