EMNER

Friluftsbadet og aftaler

FRILUFTSBADET:Det er vist mest korrekt, at jeg kommer med en kort kommentar til det indlæg, som Erik Mortensen havde i NORDJYSKE 30 juli. Jeg kan nemlig se, at Erik Mortensen slet ikke ved hvad der er op og ned i denne sag. Men lad mig starte med at sige, at jeg synes friluftsbadet er et fantastisk tilbud til alle i kommunen, og at jeg har den grundholdning, at jo flere fritids og kulturtilbud vi har i kommunen, jo bedre bliver vores kommune. En sådan perle som området er skal vi værne om. Men det er slet ikke det, sagen handler om. Jeg vil også lige nævne, at der foregår et godt og konstruktivt arbejde med ejerne af campingpladsen for at finde en rigtig løsning. Men du skriver, at min forgænger på posten som fritids- og kulturudvalgsformand ikke kan huske noget. Den kan han nemlig godt, og han har været så fornuftig at få tingene på skrift. Det gør det ligesom lidt lettere at kommunale aftaler er på skrift, for så er de nemlig også lovlige. Nu har jeg aftalt med fritids- og kulturudvalget, at vi efter sommer ser på sagen igen, og så skal alle aftaler nok komme frem i lyset, så alle kan se hvad der er op og ned i denne sag. Det glæder jeg mig til. Men jeg må godt nok indrømme, at jeg er blevet overrasket. Overrasket over at en garvet politiker, tror man kan behandle en vigtig aftale så lemfældigt. Nå, men det hele kommer frem i sagen senere. I øvrigt undskyld hvis jeg virkede arrogant, det har nu ikke været meningen. Sådan vælger TV2/Nord nu engang at klippe i mit interview. Jeg synes nu også det er dejligt at se Erik Mortensen interesserer sig for politikken i Hjørring, hvor er det bare ærgerligt at han ikke gjorde det, da han sad i folketinget. Fortsat god sommer.