Frimærker fortæller en historie

Filatelister fra hele landet dyrkede deres store lidenskab for de små mærker

Historie 26. september 2005 06:00

HJØRRING: - Køb ikke frimærker for at blive rig, køb frimærker for ikke at blive fattig. Sådan står der skrevet, når man træder ind i filatelisternes paradis denne lørdag eftermiddag i Bingohallen i Hjørring. Omtrent 75 åndsfæller er kommet fra nær og fjern for at samles til store byttedag omkring deres fælles lidenskab frimærker. Preben Jensen er primært kommet for at købe danske frimærker fra før 1932. - Frimærker fortæller en historie. Man kan følge sit lands historie. Kongerækken og særmærker fortæller om væsentlige begivenheder i samfundet. For mig er det også på lang sigt en investering. Lidt ligesom kunst, siger Preben Jensen. Inge Mailand har samlet på frimærker i 55 år. Hun samler frimærker fra hele Skandinavien samt Holland, England og Schweiz. - Jeg har arbejdet i Schweiz, besøgt England mange gange, og så er hollænderne så flinke, siger hun om sine bevæggrunde for at samle på frimærker fra netop de tre lande. Inge Mailand vil helst bytte frimærker, men hun har haft tegnebogen oppe. - Jeg er kommet til at købe lidt for meget. Kontantautomaten ville i hvert fald ikke udlevere flere penge. Min mand skal ikke vide, hvor mange penge jeg har brugt, siger Inge Mailand, som derfor ikke vil afsløre, hvor mange penge hun har spenderet. I det hele taget er filatelisterne ikke meget for at fortælle om, hvor mange penge de har investeret i deres hobby. En enkelt undtagelse er dog Frank Rasmussen, som er flyttet til Hjørring fra Sjælland. - Jeg har solgt det meste af min samling, og det indbragte 100.000 kr., så nu begynder jer forfra, fortæller Frank Rasmussen, som har haft en forkærlighed for frimærker siden 1947. Entusiasterne kunne både handle individuelt og slå til ved auktionen, hvor der var knap 196 numre at byde på. Der blev solgt for ca. 15.000 kr. på eftermiddagens auktion.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...