Frisk eksamensbevis og i dag el-installatør

31-årige Kasper Hjetting Nielsen blev uddannet som el-installatør i mandags og onsdag var han klar med sin el-installatørforretning

Poul Erik Tarp
31-årige Kasper Hjetting Nielsen har netop bestået sin eksamen som installatør, og vil nu etablere sig med sin egen installatørforretning KNI Electric Grøn Energi med firmaadresse Silstrupvej 68.Foto: Peter Mørk
Uddannelse 1. februar 2012 20:30

Kasper Hjetting Nielsen er en målrettet ung elektriker. Han har netop afsluttet den toårige uddannelse til el-installatør. Uddannelsen har han taget på University College Nordjylland i Aalborg, som har en afdeling til el-installatører. Kasper Hjetting Nielsen begyndte uddannelsen 30. januar 2010, og han fik sit eksamensbevis 1. februar, som også er datoen, hvor han er kommet i gang som selvstændig el-installatør med sin forretning KNI Electric Grøn Energi. Kasper Hjetting Nielsen blev uddannet som elektriker i 2005 hos firmaet RL Connect, som havde ambitioner om en afdeling i Jylland. Kasper Hjetting Nielsen fortæller, at firmaet aldrig kom i gang i Jylland. - Det var meningen, at en svend og jeg skulle arbejde for RL Connect i Jylland, men fordi det ikke blev til noget, gav firmaet mig tilbuddet om at fortsætte min uddannelse til elektriker i Søborg ved København, fortæller han. I fire år satte han sig ind i sin bil mandag morgen for at køre til Søborg og tilbage igen fredag aften. Derfor har han ikke set det som noget problem hver dag i to år at køre fra Thisted til Aalborg og retur. som udlært arbejdede Kasper Hjetting Nielsen i to år for vikarbureauet JKS i Aalborg, og de to år betegner han som gode. - I de to år arbejdede jeg med installationer til både industrien og privatboliger, fortæller han, der ikke er det mindste ræd for at begynde som selvstændig på et tidspunkt hvor samfundsøkonomien kører lidt langsommere. - Hvis man er ihærdig nok, er jeg sikker på, at det nok skal gå, og fru Jensen skal jo stadigvæk have hængt en lampe op, siger han. Kasper Hjetting Nielsen afgangsspeciale handlede om besparelser ved at anvende LED som lyskilder. - LED og energioptimering er nogle af mine specialer, og det er derfor, jeg også har grøn energi i mit firmanavn, fortæller han, der er gift med Anne Ditlev, som er sygeplejerske. Sammen har de Simon på fire år og Liv på halvandet år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...