Nibe

Friske får frister folket

Gotlænderforeningen kårer årets bedste i Danmark

NIBE:Fårebranchens omsætning på 32 millioner kroner bidrager ikke til den store volumen i dansk landbrug, men det skorter ikke på vindere. Scenen sat: Et halvt hundrede lam og væddere i finalen ledsaget af 70 stolte ejermænd- og kvinder mest med hang til fritidslandbrug og nicheproduktion. Det årlige landstræf henlagt til Lundbæk Landbrugsskole. Finalen om de ypperste eksemplarer i Gotlænderforeningen, der med 500 medlemmer er landets absolut største sammenslutning af opdrættere med speciale i racefår. Nummer 279 ejet af Anja Thomsen og Jens Kjeldsen fra Løvelbro ved Tjele tog Titlen "Årets Kropsvædder" bedømt af Bent Christensen, Farsø, mens opdrætter Eva Langkjær fra Slangerup i Nordsjælland sikrede sig "Bedst Nedklippede" bedømt af Lis Brink, Fanø, og den svenske riksbedömmer Margaretha Källberg, og dertil titlen "Årets Pelsvædder". Gotlænderforeningens sekretær, Jens Bonderup Kjeldsen, sover tilsyneladende godt om natten. - De nuværende 100.000 får i Danmark kan sagtens blive til 300.000.