Friske festfyre fra Frøstrup

To unge mænd på 16 og 17 år sprang ud som arrangører af musikalsk aften og nat

Niels Hansen
Når man begynder som festarrangør, så er der som regel ikke ret mange andre til at tage slæbet end en selv. Men det gør Magnus Pedersen (t.v.) og Jesper Pedersen gerne. Og så pointerer de, at de altså IKKE er i familie. Foto: Ole Iversen
Frøstrup 4. februar 2013 20:30

FRØSTRUP: Knapt er bygningerne, der rummede den gamle kro på Storkevej, blevet renoveret færdige og indviet, før de første aktiviteter rykker ind.

Og det er endda skabt af et par unge mennesker, som i princippet ikke rigtig lovligt kan gå ind på borgerkroen i den anden ende af bygningen.

Magnus Pedersen og Jesper Pedersen er henholdsvis 16 og 17 år, men alderen har ikke lagt dem hindringer i vejen for at etablere et fælles firma ”Pedersen Fester”.

- Vi har godt nok ikke fået et CVR-nummer endnu, siger Jesper Pedersen, men de har så heldigvis begge et par forældre, der støtter dem.

På samme måde er det ikke så nemt med et spiritusbevilling, men så ringer man blot til ordensmagten, som fortæller, at en privat fest ikke er det samme som en fest med offentlig adgang.

Men de har nu ikke tænkt sig at sælge spiritus, men sodavand og øl - og så nok også breezere.

Ideen til at blive festarrangører dukkede op for et par år siden, hvor de blev hyret til at lave fester for deres klassekammerater, men da de så begyndte begge to på Hald Ege Efterskole, tog det fart, for der fik de kontakt til andre rundt omkring, som både arrangerer fester og gerne vil med.

Lørdag aften i Frøstrup blev dog et hovednavn, hvor de to unge selv måtte lægge hyren og navnet var ”Pharfar” & No Silence, som i øvrigt har spillet et par gange før i nærheden i Frøstruplejren til ”Fede dage i Thy”.

Festen lørdag blev en succes. Mellem 150 og 160 unge var med til at feste igennem.

- Det var rigtig godt. En festlig aften uden problemer. Vi så i hvert fald ikke noget til politiet,fortæller en meget glad og tilfreds Magnus Pedersen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...