Friske kager på museum

- Her lugter altså ikke godt, farmor!

Der var godt gang i hjemmebageriet på museet, da små og store kiggede indenfor til Kirsten Fuglsang Nielsen og Lilly Bjerregaard Andersen. Foto: Kurt Bering
Museer 18. oktober 2011 18:00

En lille purk er hurtig klar til at sætte kursen ud af den gamle købmandsbutik på Vendsyssel Historiske Museum. - Det er fordi vi ikke pakker tingene ind, lyder det venligt fra købmandsfruen bag disken. Det kunne man jo fristes til at sige, at den lille fyr heller ikke gjorde. Han brød sig i hvert fald ikke af duften af spegepølse og ost. Heldigvis er der i denne uge andre steder, hvor det dufter noget bedre. Selv for små, fine næser. Mandag var der godt gang i hjemmebagningen hos Lilli Bjerregaard Andersen og Kirsten Fuglsang Nielsen, som kærligt tog sig af de mange små, som kiggede indenfor for at lære lidt om bagningens ædle kunst. Og selvfølgelig fik de kager med hjem ... hvis de da ikke blev spist på vejen. I denne uge er der masser af aktiviteter i det hyggelige museum, hvor forældre og ikke mindst bedsteforældre er flittige gæster med efterårsferierende børn under armen. Det er frivillige kræfter fra museumsforeningen, som trækker læsset med en række af aktiviteterne. - Man kan jo altid få noget arbejde, når man ikke skal have løn for det, smiler Kirsten Fuglsang Nielsen. toto

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...