Mors

Friske vinde fra gylleøen

Morsingboerne kæmper målrettet for at forbedre øens omdømme - en stribe ambassadører er udpeget til at gøre reklame for øen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Janteloven stammer fra Mors. Nu vil morsingboerne gerne gøre det krystalklart for omverdenen, at øen er meget mere og andet end jante, store svinefarme og social elendighed. Foto: Torben Hansen

MORS:Jantelovens hjemland. Gylleøen. Social losseplads. Det er alt andet end flatterende betegnelser, der gennem tiden er hæftet på Limfjordsøen Mors. Og det blev bestemt ikke bedre, da børnepasningen på Mors blev udstillet for hele landets tv-seere, selv om der vist nok blev fiflet lidt med klipningen af udsendelsen. Nu har morsingboerne sat sig for at ændre øens noget blakkede image. For vel er janteloven rigtignok fra Mors. Vel er der flere store svinefarme på øen. Og vel bor der en del sociale nomader, fordi husene har været til salg for en slik. Men det er langtfra et dækkende billede af øen, mener morsingboerne selv. - Tidligere har vi altid været 30 skridt bagud og altid haft nok at gøre med at forsvare os mod alt det dårlige, der er blevet sagt om Mors. Nu er vi gået i offensiven, og indtil videre synes vi, det er lykkedes over al forventning, siger Ellen Philipsen Dahl (UP), medlem af kommunalbestyrelsen på Mors og formand for projektet, der skal profilere øen. Udpegningen af en stribe ambassadører er en af initiativerne. Ideen går ud på at få nogle kendte personer med rødder på Mors til at gøre pr for øen. - Du skulle lige vide, hvor mange kendte mennesker, der rent faktisk er fra Mors. I første omgang havde vi 73 navne noteret, fortæller Ellen Philipsen Dahl. Efter flere sorteringer blev listen reduceret til 10 navne, som senere er blevet til ni, fordi håndboldspilleren Henriette Mikkelsen har meldt fra. - Vi har bestræbt os på at få så bredt et felt af ambassadører som muligt med sportsfolk, politikere, organisationsfolk og kunstnere imellem. Foreløbig har de til fulde indfriet vore forventninger, siger Ellen Philipsen Dahl. Morsingboerne kan allerede måle resultatet i form af øget spalteplads i aviser og blade og flere minutter i tv. Vel at mærke med positive historier om deres ø. Ellen Philipsen Dahl mener også, at morsingboerne kan takke den målrettede indsats for, at øens befolkningstal for første gang i umindelige tider er steget samtidig med, at indvandringen af sociale nomader er aftaget mærkbart. - Det på trods af, at vi ikke har de helt store uddannelsesinstitutioner på Mors. Til gengæld har vi så meget andet at byde på i form af en særegen natur, kunstnermiljøer og kulinariske delikatesser med vores skaldyr. Det er tilsyneladende efterhånden ved at gå op for andre end os selv, for vi ved jo godt i forvejen, hvor dejligt det er på Mors, siger hun. Blandt nye initiativer de senere år er en årlig skaldyrfestival, og af kommende initiativer kan nævnes en koge- og profileringsbog om Mors, en litteratur- og jazzfestival og en flydende ambassade i København.

Breaking
Kæmpe politiaktion i Aalborg Øst
Luk