Skolevæsen

Friskole klar til indskrivning

Allerede før Hjørring Kommune besluttede at lukke den kommunale skole i Vrensted, var en forældregruppe klar til at etablere en friskole.

Det betød, at man var langt med planerne, da beslutningen om lukningen af skolen blev en realitet. Siden har skolebestyrelsen i Vrensted haft travlt - og man er nu klar med en stillingsannonce, hvor man søger en leder af den nye skole. Der er også åbnet en officiel hjemmeside for Vrensted og Omegns Friskole, som kan ses på adressen www. voof.dk. Her kan interesserede følge med i udviklingen - og se, at der er indskrivning tirsdag 11. januar. - Vi har fået 40 tilsagn fra forældre, der vil have deres børn i friskolen, men det er først nu, at vi er klar til at modtage officielle indmeldelser, siger Dorte Sørensen fra bestyrelsen. Den nye friskole har helt fra begyndelsen meldt ud, at man gerne ville leje sig ind i de eksisterende skolebygninger i Vrensted. - Vi har sendt en ansøgning til Hjørring Kommune, og regner med at få gang i en dialog i begyndelsen af januar, siger skolens formand, Michael Mejlholm. Det er helt afgørende for den nye skole, at bestyrelsen så hurtigt som muligt kan få afklaret de fysiske rammer af hensyn til økonomien. - Vi kan ikke lave et realistisk budget og vurdere hvor mange børn vi skal have i skolen før vi kender vores husleje, siger Dorte Sørensen. Desuden er der sendt en fælles ansøgning fra de nye friskoler i Hjørring Kommune om leje af de skolebygninger, hvor kommunen ikke længere vil drive kommunal skole - nemlig fra Skallerup, Mosbjerg, Sindal, Lørslev - og altså Vrensted.