Friskolen blæste til kamp mod Ridder Knirdon

Hele Vilsted Friskole hev en uge ud af kalenderen for at spille teater

Lasse Damsgaard
Eleverne har selv været med til at skrive stykket sammen med lærerne – musikken er selvkomponeret – også med deltagelse af elever, og scenen er bygget af elever, samt med en hjælpende hånd fra forældre. Som noget nyt i år var scenen spredt over hele salen som en slags totalteater, og publikum (også de voksne) var henvist til at sidde på gulvet, så de kunne vende sig efter handlingen. Handlingen foregik i et middelalderagtigt eventyr univers med både konger, prinser og en ond ridder, som skal bekæmpes. foto: jens morten
Skolevæsen 11. marts 2007 05:00

VILSTED: Der var blæst til kamp mod Ridder Knirdon fredag aften på Vilsted friskole. Her viste skolens 95 elever, at de befinder sig ganske godt på de skrå brædder efter at have været igennem en teateruge. Stykket ”Kampen mod Ridder Knirdon” blev opført for forældre og søskende om aftenen. Inden da - to gange fredag formiddag - så havde alle skoler og børnehaver i den gamle Løgstør Kommune samt nabo-friskoler også haft mulighed for at se stykket. ”Kampen mod Ridder Knirdon” er skrevet af lærerne på friskolen i et samarbejde med eleverne. Det er børnene selv, der har skrevet replikkerne. Børnene begyndte sidste uge at skrive replikker og i den forløbne uge har al undervisning været droppet til fordel for den årligt tilbagevendende teateruge. Det er 9. gang skolen har teateruge. - Vores udgangspunkt er at alle skal være med, og at børnene selv bestemmer, hvad de vil. Nogle vil være aktører, andre vil måske hellere tage sig af teknikken eller måske sy kostumer, fortæller skoleleder Jens Chr. Møller, der glæder sig over den entusiasme, som bliver lagt i teaterugen. Udover at skrive replikker, så har eleverne også selv skrevet sangene til stykket, mens tre lærere har skrevet musikken. - Teaterugen drejer sig i bund og grund om at få skabt nogle rammer, hvor børnene kan udfolde sig som de vil. Eleverne skal lære sig selv at kende på en anden måde. De lærer at kende deres egne evner og se andre sider af sig selv. Det er meget givende, siger Jens Chr. Møller, der blandt andet hæfter dig ved, at de mindste elever også bruger ugen til at suge til sig fra de lidt større kammerater.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...