Friskolen inviterer til julemarked

BIRKELSE:På lørdag holder Vedsted Friskole sit store julemarked, hvor hele skolen forvandles til en juleby med boder. Her kan der købes adventskranse og andet, som hører julen til. Der er også tombolaer, hvor der er mulighed for at vinde fine præmier, som er sponseret af det lokale forretningsliv. Der er indrettet en cafe, hvor man kan nyde varme drikke og lade sig underholde med skuespil og musik. Det er sjette år i træk, at Vedsted Friskole holder julemarked, som plejer at have omkring 400 besøgende. I forbindelse med julemarkedet er der mulighed for at få en rundvisning på skolen og i den tilhørende børnehave, Landsbyhaven.