Friskolens fællesskab har bevist sin styrke

For præcist et år siden gav generalforsamlingen grønt lys til at gå i gang med byggeri for otte millioner kroner på Thorsted Friskole. I går blev lokalerne officielt indviet.

Lone Lærke Krog
Mange mennesker - sikkert mellem 200 og 300 - fejrede i går, at Thorsted Friskoles lokaleudvidelse er færdig. De blev budt velkommen i den nye aula. Foto: Diana Holm
Skolevæsen 1. april 2011 21:45

- Alle har evner til et eller andet og har bidraget med det, de kan. Det har stor værdi alt sammen. Sådan beskriver formanden for Thorsted Friskole, Annette Kjellerup, i én sætning, hvordan en stor gruppe af forældre og støttekredsmedlemmer har medvirket til, at Thorsted Friskoles udvidelse er lykkedes så flot. I går blev den røde snor klippet, og hele skolen og dens venner forsamledes i den nye store sal for at fejre færdiggørelsen af et nybyggeri på 925 kvadratmeter. Hele byggeprocessen, alle indkøb og regnskab er styret af Annette Kjellerup, der som arkitekt har en væsentlig faglig ekspertise at byde ind med. Striks formand - Regnskabet er ikke helt gjort op endnu, men det ser ud som om, at vi holder budgettet ret godt. Jeg har vist ind imellem været noget striks, siger formanden. For investeringen har skolen fået en aula, en sal, bibliotek, fire nye klasseværelser (hver på 50 kvadratmeter), personalemødelokale og kontor foruden tre nye bad og toilet og diverse depot- og maskinrum. Den gamle del af skolen (500 kvadratmeter) kan nu udnyttes bedre - både til klasseværelser, musikrum, syrum, formningslokale og sløjdlokale. Desuden er der lærerarbejdspladser, behandlingsrum (Kissers rum) og køkken. - Vi kan allerede nu mærke, at der er en anden stemning og færre konflikter blandt børnene, at vi har så meget mere plads, siger skoleleder Lars Nielsen - nu hvor de nye lokaler har været i brug en uges tid. - Vi har seks regulære klasseværelser, men vi har så mange flere muligheder for at inddrage rum, hvis der er brug for det, tilføjer han. Elevfremgang Da byggeplanerne kom op i bestyrelsen i sin tid, skyldtes det udsigten til, at der blev brug for flere klasseværelser, når en meget lille årgang går ud nu til sommer. Siden byggestarten er det imidlertid strømmet til med elever i en grad, som ingen har kunnet forudse. For tre år siden var der godt 60 elever - efter sommerferien er der indskrevet 105 elever. 12-15 elever på hver årgang er det optimale, set med skoleleder Lars Nielsens øjne, men samlæsningen er et princip, som skolen vil fortsætte med. - Der er så mange gevinster ved det. Det giver meget dynamik, når man prøver at være både lille og stor. Man får mulighed for at bytte rolle fra år til år. Vi bytter jo også rundt på lærerne. I gang i et år Byggeeventyret blev skudt i gang for nøjagtig et år siden, hvor generalforsamlingen sagde ja til et velbeskrevet projekt til otte millioner kroner. Nykredit havde givet tilsagn om at finansiere 70 procent af udgiften, og Sparekassen Thy ville garantere for resten, hvis skolen selv kunne skrabe én million kroner sammen. - Pyt, sagde folk - og i løbet af to måneder havde vi tilsagn om én million kroner, fortæller Annette Kjellerup. Størrelsen af de enkelte tilsagn er det kun hende, der kender. Nogle gav pengebeløb, andre ville stille maskiner eller værktøj til rådighed - og flere ville bruge arbejdstimer. Forældrene og støttekredsens indsats gøres op i mange hundrede tusind kroner: nedrivning af den gamle sal, sammenbygning af gammel skolebygning med nybyggeri, gips og malerarbejde, montering af lister samt opsætning af lofter og lamper. - Jeg har været her meget - og jeg kan ikke huske noget tidspunkt, hvor der ikke har været nogen her, siger Lars Nielsen. Der har været dage, hvor arbejdsglæden og viljen har været stor - og der er blevet serveret havtaskekæber til fællesspisning, sponsoreret af en forælder. Støttekredsen uvurderlig Men når det hele har været surt, det har regnet ind - og folk har været ved at segne af træthed, har tidligere forældre trukket læsset. - Havde vi ikke haft støttekredsen, så var det ikke lykkedes, mener Annette Kjellerup. Men hvordan kan det være, at fællesskabet virker så stærkt? Annette Kjellerup: - Man påtager sig jo et ansvar. Når man er begyndt på noget, så gør man det færdigt. Lars Nielsen er kommet på Thorsted Friskole gennem 30 år, først som forældre, så som lærer - og senest som leder: - Man får et helt unikt forhold til andre mennesker, og man får også mere perspektiv på sit liv. Man bliver mere ydmyg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...