Frisørsagen: - Ikke i min baghave

Ude af trit med borgermøde at godkende salon i boligområde

Carl Åge Østergaard
Lis Reinholdt bor på den ene side af hækken. Frisørsalonen ligger på den anden side. Foto: Carl Th. Poulsen
EMNER 24. september 2011 12:16

Lis Reinholdt, nabo til Skagens pt. mest omtalte frisørsalon, synes det er ulogisk at placere en forretning med fire medarbejdere i "hendes baghave". Lis Reinholdt er den nabo, som har klaget over, at frisørsalonen på Iver Christensens Vej har udviklet sig fra en en-kvindes forretning til nu at have tre ansatte. På trods af at den tilladelse, som indehaveren Connie Frandsen har til at drive salon, udtrykkelig forudsætter, at hun ikke har ansatte. Mindelig løsning Onsdag besluttede et flertal i Frederikshavn Byråd at sende sagen om frisørsalonen retur til ny behandling i plan- og miljøudvalget. Udvalget fik besked på at finde en mindelig løsning. Underforstået, at Connie Frandsen gerne må fortsætte sin forretning - også med flere ansatte. NORDJYSKE har kontaktet Lis Reinholdt på mail for en kommentar. Lis Reinholdt svarer: "Som jeg ser det, drejer det sig om at anbringe en forretning med fire medarbejdere i min baghave næsten op til skel og med kun én parkeringsplads til kunder. Borgermødet i Skagen (i Skagen Kultur- og Fritidscenter i januar, red.) konkluderede, at skagboerne ønsker at koncentrere forretninger i midtbyen for at undgå at denne uddør. Og i betragtning af, at der er masser af ledige forretningslokaler i midtbyen, er det ulogisk, at der skal placeres en forretning med fire medarbejdere i min baghave, og hvor jeg skal sørge for parkeringspladserne. Der kommer ikke flere arbejdspladser til byen ved at anbringe forretninger i boligområder - der er bare andre, der får mindre at lave. Det medfører unfair konkurrenceforhold i forhold til frisører i midtbyen, der lejer sig ind der." NORDJYSKE ville gerne have haft Lis Reinholdt til at uddybe sin kommentar, men det er ikke lykkedes at få telefonisk kontakt med hende. Hun arbejder i Bruxelles.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...