Frisparksperle sætter Real Madrid i gang mod Roma

Real Madrid brændte en række gode tilbud, men vandt alligevel sikkert i Champions League-premieren.

Toni Kroos og Real Madrid vandt sikkert med 3-0 over Roma. Foto: Juan Medina/Reuters

Toni Kroos og Real Madrid vandt sikkert med 3-0 over Roma. Foto: Juan Medina/Reuters

Det er år et efter Cristiano Ronaldo, men Real Madrid fortsætter tilsyneladende, hvor klubben slap i Champions League.

Real, der har vundet mesterligaen de seneste tre sæsoner, åbnede dette års turnering med en 3-0-sejr på hjemmebane over italienske Roma.

Isco, Gareth Bale og Mariano stod for scoringerne i en kamp, som den spanske hovedstadsklub kunne og burde have vundet større.

Holdet tilspillede sig en stribe store muligheder, men sjuskede med afslutningerne og skånede dermed gæsterne for en lille øretæve.

Først i første halvlegs sidste minut lykkedes det Real Madrid at åbne scoringen direkte på frispark.

Det var Isco, der tog sig af frisparket, som blev begået et par meter uden for straffesparksfeltet.

Den spanske landsholdsspiller drejede elegant bolden hen over hårtoppen på Daniele De Rossi i Romas muropdækning og ned i nærmeste målhjørne.

Gæsterne truede en enkelt gang efter pausen, da Cengiz Ünder sendte et kanonskud mod mål, hvor Keylor Navas dog var vågen.

Og kort efter gik det galt i den anden ende, hvor Bale endelig havde heldet med sig.

I begyndelsen af anden halvleg kanonerede han bolden på overliggeren i fri position, men da han fik chancen igen, afsluttede han mere velovervejet.

Fra en position i venstre side af feltet sendte han med et fladt skud bolden over i modsatte side af målet, mens Roma-keeper Robin Olsen strakte sig, så lang han var.

I tillægstiden slog indskiftede Mariano sejren fast ved at dreje bolden helt op målhjørnet.

Dermed fik Real Madrid en optimal start på forsvaret af Champions League-trofæet.

I den anden kamp i puljen delte Viktoria Plzen og CSKA Moskva point med et 2-2-resultat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.