Frist nået for beviser i Sakajevsagen

Retspleje 1. december 2002 07:00

KØBENHAVN: Der arbejdes på sagen. Sådan lød meldingen fra Justitsministeriet i går, hvor fristen for at modtage beviser i Sakajev-sagen udløb. Da var det præcis en måned siden, at den tjetjenske leder Akhmed Sakajev blev anholdt efter afslutningen på den tjetjenske verdenskongres i København. Og det er den tid, som de russiske myndigheder har haft til at sende deres beviser til København - beviser der skal overbevise Danmark om, at der er så meget hold i anklagerne mod Sakajev, at han skal udleveres til retsforfølgning i Rusland. - Vi er i fuld gang med at kigge på sagen, sagde kontorchefen i Justitsministeriets internationale kontor, Jakob Scharf, i går. Han havde ikke flere kommentarer til hvor udleveringssagen i øjeblikket står. Men det ligger nogenlunde fast, hvad der nu kommer til at ske. Hvis ministeriet finder de russiske beviser gode nok, vil man bede Københavns Politi indlede en egentlig efterforskning, der kan forberede selve udleveringssagen. Men dertil er man ikke nået endnu. Chefkriminalinspektør Per Larsen bekræftede således lørdag, at Københavns Politi endnu ikke har fået nogen henvendelse fra Justitsministeriet. Alternativet er, at ministeriet beslutter, at materialet fra Moskva er så tyndt, at der ikke er grund til at gå videre. Sagens hovedperson sidder fortsat i arrest på Politigården. Ved det seneste retsmøde valgte dommeren at forlænge hans fængsling frem til torsdag 5. december. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...