Fristen forbi for atomsag

LONDON: De fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet er enige om at indbringe Iran for FN's Sikkerhedsråd, men den endelige beslutning om eventuelle sanktioner udskydes til marts. I en fælles erklæring fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland, USA, Kina og Rusland lyder det, at FN's atomenergiagentur, IAEA, "bør rapportere om de påkrævede tiltag fra Irans side til Sikkerhedsrådet". Men samtidig blev de seks lande enige om, at en eventuel beslutning om at "støtte IAEA-processens autoritet" skal udskydes til efter IAEA's bestyrelse mødes til marts. Den amerikanske regerings talsmand siger, at det er den mest afgørende beslutning i flere år. Regeringen i Teheran har de seneste dage bedt om mere tid til forhandlinger. /ritzau/