Hestesport

Fristrup back in business

Fristrup Rideklub vil være en klub for både bredden og eliten

Den ny hest er døbt Lions Lady. På ryggen har den Sissel Schult. Forrest fra venstre er det Lions-præsident Michael Bech, den ny formand Dorthe Christensen, koordinator Lilly B. Nielsen og Erik Sørensen fra Lions. Foto: Jørgen Nøhr

Den ny hest er døbt Lions Lady. På ryggen har den Sissel Schult. Forrest fra venstre er det Lions-præsident Michael Bech, den ny formand Dorthe Christensen, koordinator Lilly B. Nielsen og Erik Sørensen fra Lions. Foto: Jørgen Nøhr

FRISTRUP:Udenfor vajede små Dannebrogsflag og indenfor kunne selv det dårlige sommervejr ikke tørre de optimistiske smil af forsamlingen. Rideklubben holdt ministævne og fejrede desuden, at Lions Club Aabybro har skænket klubben 20.000 kroner, som er omsat til en ny hest, Lions Lady, til klubbens handicapafdling. Men det var ikke eneste anledning til fest, Der er nemlig ansat en ny berider, Jeppe V. Nielsen. - Han er ”opvokset” i Fristrup og har taget sin berideruddannelse i Aalborg, derefter har han været nogle år i Tyskland, Norge og har senest været tilknyttet Sportsrideklubben i Thisted, siger klubbens nye formand, Dorthe Christensen. Jeppe V. Nielsen skal undervise konkurrencerytterne to gange om ugen og Dorthe Christensen er ikke i tvivl om, at hans kapacitet vil gavne klubben. - Det betyder et løft til de ryttere vi allerede har i forvejen men også, at vi kan tiltrække nye ryttere, siger hun. Smøget ærmerne op Fristrup Rideklub blev oprettet i 1971 af overdyrlæge Helmers fra Brovst. For omkring et halvt år siden forlod daværende træner og daglig leder af Fristrup Rideklub sin post efter 34 år i klubben. Sammen med ham flyttede omkring 20 eliteryttere. Men Fristrup Rideklub er ikke en klub, der lader sig slå ud af lidt modgang, tværtimod har det betydet, at klubbens medlemmer og faste støtter har givet den en ekstra skalle. - Vi har virkelig haft stor hjælp fra forældre og bedsteforældre, der er kommet for at give en hånd og det betyder, at vi har fået et rigtig godt sammenhold i klubben, siger Dorthe Christensen. Ingen i Fristrup Rideklub dvæler ved fortiden, nu gælder det fremtiden, som ifølge den nye formand, tegner lys ikke mindst på grund af mange nye initiativer. - Vi er ved at lave stalden om, så den bliver mere tidssvarende, vores intentioner er at blive blåstemplet i Danske Rideforbund, siger Dorthe Christensen. Klubben har også konkrete planer om at indgå i samarbejde med de øvrige rideklubber i den nye storkommune og har helt senest indgået en aftale med Jetsmark Rideklub om berider Jeppe V. Nielsen skal fungere som træner i begge klubber. Desuden skal to kommende arbejdsweekender blandt andet bruges til at renovere udearealerne og pifte stalden op. Klubben er stadig medarrangør og deltager med flere ryttere i forbindelse med det internationale stævne, Aalborg International Horse Event. Men klubben skal ikke blot være kendt for sine militaryryttere, den vil også favne bredden. - Vi er ikke kun en klub for eliten, det er vi også, men vi er i høj grad også en klub for bredden. Ved det at vi får Jeppe, udvider vi butikken. Vi har børn på tre år og aktive ryttere helt op i 70’erne. Udfordringen er at gøre folk opmærksomme på, at der er plads til alle, siger Dorthe Christensen. Planen er at etablere et åbent hus arrangement i løbet af efteråret, for at folk kan danne sig et indtryk af livet i en rideklub, Desuden barsler klubben med et nyt tiltag den første lørdag i hver måned, hvor alle interesserede kan mødes til en ridetur. - Det skal være et slags åndehul, hvor vi starter med kaffe og rundstykker og så bliver der mulighed for at ride en tur enten til stranden eller i skoven, man kan leje en hest og hvis man ikke vil ride, kan man blot blive siddende og hygge sig. Det sociale liv og selve klubånden er vigtig, siger Dorthe Christensen. Udover formanden består bestyrelsen af Søren A. Larsen, Aalborg, Svend Engelund, Kaas, Helle Bratholt, Brovst, Bente Pedersen, Birkelse, Ejler Imer, Aabybro, Per Christensen, Saltum, mens Jan Ahrensbach, Aabybro og Anne-Dorthe Møller er suppleanter. Klubben har i øjeblikket omkring 120 medlemmer.