Fristrup-pige måtte opgive sin kamp for en DM-medalje

Aalborg 30. september 2002 08:00

AALBORG: Det var en ærgerlig Stine Wiis fra Fristrup Rideklub, som kort inden ridebanespringningen gik i gang måtte trække sin hest Second Bally, ud af konkurrencen om det danske mesterskab i military for unge ryttere, til 21 år. Hun lå til en bronzemedalje inden tredje og sidste disciplin, og havde hun redet en fejlfri runde, ja så var hun avanceret til den samlede andenplads. Men Second Bally havde tilsyneladende et problem med sit højre forben, måske som følge af en omskoning for nylig. I hvert fald trak hun lidt på benet, når hun kom på hård bane, og så valgte Stine Wiis at tænke mere på sin hest, end på sine egne DM-chancer. Sejren gik til den førende Kirstin Skjoldhøj fra Holte Rideklub på Skærpingegårds Modi med 60,20 point foran Sandie Hansen/Castaway med 64,80 point og Irene Mia Hastrup/Jantra med 84,50 point, og det var de eneste tre af syv deltagere i DM-konkurrencen, som fuldførte Aalborg International Horse Event. Stine Wiis var eneste lokale deltager i DM-konkurrencen, men Fristrup Rideklub havde seks deltagere og ialt otte starter i den internationale CIC-konkurrence. Flere måtte trække sig inden ridebanespringningen. Det gjaldt således også rutinerede Lærke Larsen på sin andenhest Salut. Hun gennemførte med sin førstehest, Ibrahim, men sluttede længere nede i feltet, da Ibrahim fejlede på andendagens terrænridt via en refusering ved en forhindring ved vandgraven. Der var dog generel tilfredshed i Fristrup-lejren over stævnet, idet man fik lejlighed til at afprøve flere af unghestene, og da mange af dem kun ligger på omkring seks-syv år, så er der mange, gode sæsoner endnu i de lokale heste. mingo

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...