Fristrup-rytter fandt melodien

Lærke Larsen og Ibrahim på andenpladsen i Aalborg International Horse Event

Dall 28. september 2002 08:00

AALBORG: Fristrup-rytteren Lærke Larsen havde åbenbart nynnet den rette melodi for sin hest, Ibrahim, da første disciplin af årets military-stævne, Aalborg International Horse Event, fandt sted i går på Fristrupgaard Ridecenter ved Dall, syd for Aalborg. Ibrahim og Lærke Larsen klarede førstedagens dressur-ridt til en andenplads, så ekvipagen er i høj grad med i kampen om den samlede sejr, når man i dag fortsætter med terrænridning og slutter i morgen med springning. Der var 47,25 strafpoint til den nordjyske ekvipage, og den eneste konkurrent, der var bedre, var Kirstin Skjoldshøj, Holte, på Skærpingegårds Modi med en score på 39,00 point. Og Holte-rytteren er såmænd også på konkurrencens tredjeplads på Calimero, med 49,00 point. Men Fristrup Rideklub er andet end den rutinerede Lærke Larsen, for på konkurrencens fjerdeplads ligger hendes klubkammerat Marianne L. Jensen på Absolut Bally med 49,50 point, og hun er altså kun et halvt point fra en top-tre placering. Det ser i det hele taget pænt ud for de lokale ryttere, for på ottendepladsen ligger Lars Bo Clausen, Hjallerup, på Alfarvad Aintree, og Fristrups Lotte Koefoed på Bastjan er nr. 11 af de 31 startende i den internationale klasse, CIC, som også har deltagelse af syv svenske, en finsk og en litauisk ekvipage. I favoritfeltet er også finnen Piia Pantsu på Trip Up. Hun har med scoren 49,75 point og en femteplads lagt sig lige i "hestehalen" af de førende, så det tegner både spændende og meget intenst, når rytterne og deres heste i dag begiver sig ud på først et landevejsridt over knap fire km og derpå skal igennem terrænbanen på godt 3,3 km ved Guldbæk. Sideløbende med den internationale klasse føres der et separat regnskab for syv ekvipager, som stiller op i DM for ryttere op til 21 år, og da Kirstin Skjoldshøj, Holte, hører til her også, er hun af gode grunde nummer et og to. Men her følger Stine H. Wiis, Fristrup, på Second Bally godt med og er nummer fire med 60,25 point, og da dressur-delen ikke er ekvipagens stærkeste side, så ser det lovende ud for hende med hensyn til at avancere i DM-konkurrencen. I den internationale konkurrence rækker hendes pointsum til en 19.-plads efter førstedagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...