Biler

Frit slag for prisen på et bilsyn

Siden nytår har bilsynsfirmaerne frit kunnet sætte prisen op over de 400 kroner

THY-MORS:Hos bilsynsfirmaet Applus vurderer man, at det godt kan flytte kunder at justere prisen for syn af en personbil 50 kroner ned. Som beskrevet i Thisted Dagblad i mandags har firmaet sat prisen ned i nogle udvalgte byer i Danmark og kommunikationschef Mia Osholm fra Applus siger, at de kan mærke, at det trækker kunder. Fri prisdannelse Siden nytår har det i øvrigt været frit at sætte prisen for syn af en personbil. Indtil da havde Staten sat en øvre grænse på 400 kroner inklusiv moms. På hjemmesiden bilsynspriser.dk kan det allerede ses nu, at prisen er blevet sat fri. De fleste steder er den røget op på 450 kroner, mens der hist og her er billigere steder, og som regel med en Applus i nærheden. Mia Osholm siger, at kunderne til et bilsyn skal være opmærksomme på, hvor langt ned prisen går: - Vi betaler 22-kroner til staten i afgift, siger hun og forklarer, at ud af eksempelvis de 400 kroner er der 80 kroner i moms, så der bliver ikke mange kroner tilbage til timeløn, drift af virksomheden, udstyr og den slags. Flere kontroller Udsigten til fri prisdannelse får da også tilsynsafdelingen under Færdselsstyrelsen til at kigge nærmere på de steder, hvor der er priskrig: - Det kan da godt betyde, at vi vil øge vores stikprøvekontrol, siger chefkonsulent Leif Lorenzen fra tilsynsafdelingen. Uden varsel Han forklarer, at de har et netværk af inspektører i hele landet, som minimum en gang om året er på besøg hos bilsynsvirksomhederne, og det foregår altid som en uvarslet stikprøvekontrol: - Vi kan eksempelvis vælge at anvende den bil, som lige er blevet synet, og gennemgå den som kontrol. I 2006 var der kontrol 1650 gange, og Leif Lorenzen forventer at det bliver øget til 2200 i år. Ellers bruger færdselsstyrelsen klager, statistikker og lignende til at tjekke virksomhederne. Bliver et firma dømt ned, kan det ske, at ejeren får karantæne, inden han eller hun kan begynde igen. Det kræver normalt en uddannelse som automekaniker og en efteruddannelse på omkring fire uger at få lov til at syne biler. niels.hansen@nordjyske.dk