EMNER

Frit spil

Friheden til at forme sit eget eventyr er trækplasteret i dette rollespil

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Spillets verden virker levende og troværdig

SPIL:" Elder Scrolls V: Skyrim" Ved første øjekast er Skyrim lidt af en skuffelse. Grafikken sætter ingen rekorder, og den opstyltede dialog er fuld af klicheer og gentagelser. Men nu kommer vi også lige fra Uncharted 3, som er dette spils diametrale modsætning. For mens Uncharted byder på en filmisk og fast fremadskridende historie, leverer Skyrim en åben verden, hvor langt mindre er givet på forhånd. Og hvor hovedpersonen i Uncharted er en fiks og færdig heltefigur, må du i Skyrim skabe din egen identitet. Vil du være en hærdebred orkekriger? Et øglelignende monster? Eller måske en frygtløs viking med horn i panden og svenskerhår? Med hver race følger særlige styrker og svagheder, men spillet er tilpas åbent til, at enhver figur kan udvikles i den retning, du ønsker. Og udvikling er hvad det handler om her - for Skyrim er et rollespil. Genren har ry for at være nørdet, men denne gang får eventyret ikke lov at drukne i statistik. Man definerer sig selv med sine handlinger. Så hvis du hele tiden angriber med sværdet, ender du som en erfaren sværdkæmper. Du bliver, hvad du gør. Det er til at forstå - og noget sjovere end at sidde og fedte med point, der skal fordeles på abstrakte kategorier. Spillet foregår i en klassisk eventyrverden, der både låner fra Tolkien og nordisk mytologi. Efter kongens død plages landet af indre uro, og i spillets indledende scener har du helt bogstaveligt hovedet på blokken. Men før skarpretteren får svunget øksen, angribes forsamlingen af en ildspyende drage. En af mange skal det vise sig. Heldigvis har du et godt tag på de bevingede ballademagere. Hver gang du nedlægger en drage, kan du sågar opsluge dens sjæl - og således samle nye kræfter. Du kan bære et våben i hver hånd - og vælge dine angreb med aftrækker-knapperne. Typisk har man magi i den ene hånd og et sværd i den anden. Men nogle situationer kalder på den rene vare - som to enorme kampøkser eller en dobbelt dosis magi. Med magiske kald kan du supplere med ekstra tricks - og f.eks. nedkalde torden og lynild over dine fjender. Kampene er flotte - især når der er drager involveret. Og som det lille 18-mærkat på æsken afslører, er spillet ganske blodigt. En stor del af splatter-fornemmelsen må dog tilskrives de saftige lydeffekter. Selv om omgivelserne mangler detaljer, når man ser nærmere efter, er helheden ganske betagende. Bjergene i det fjerne er ikke et pyntet bagtæppe. Du kan faktisk rejse derhen og udforske dem på nært hold. Spillets verden er enorm, og du kommer vidt omkring - fra travle landsbyer til idylliske skovlandskaber, sneklædte bjergtinder og fugtige grotter. Ikke alle missioner er lige opfindsomme, men hvis du trænger til en pause fra de faste opgaver, kan du forsøge dig som arbejdsom håndværker, listig tyv eller hæmningsløs massemorder. Husk blot på at dine handlinger kan få varige konsekvenser - med mindre du husker at gemme din position hver gang, du skal til at gøre noget dumt. Friheden frister - og selve fornemmelsen af at være til stede i en stor og levende verden er alle pengene værd. Skyrim er ikke perfekt, men det lokker med en dybde og variation, der kan holde dig underholdt langt ind i det nye år. Søren Bang Hansen bang@bangmedia.dk Elder Scrolls V: Skyrim Testet til: Xbox 360. Fås også til PS3 og PC. Pris: ca. 400 kr. Aldersmærke: 18 år Mere information: www.elderscrolls.com