Hospitaler

Frit sygehusvalg burde skaffe Thisted patienter fra Thyholm

Kan regionerne ikke sikre patienterne den bedste behandling, har de spillet fallit THY-HANNÆS: Er alternativet Herning, burde thyholmboerne kunne lokkes til at bruge sygehuset i Thisted i kraft af det frie sygehusvalg. Sådan lød det fra Lars G. Steffensen, Vesterby, i hans sidste beretning som formand for Venstre i den gamle Thistedkreds. Organisationen er nu lukket og gået op i den nye Thistedkreds, der også omfatter Mors. - Vi kan glæde os over, at vi bevarer en skadestue og et fuldt bemandet sygehus i Thisted, sagde Lars G. Steffensen. Han mener, at regionerne bør drive sygehusene uden at se på regionsgrænserne, men udelukkende med fokus på, hvad der tjener patienterne bedst: Mest for pengene - De skal drives, så Hr. og Fru Jensen får mest for pengene og altid den bedste behandling, uanset om man skal køre 150 kilometer. Kan regionerne ikke det, har de spillet fallit. På det kommunale plan opfordrede han både politikere og borgere til at se bort fra sognepolitikken, når det gælder fremtidens skolestruktur. Det er børnenes tarv, der skal være i fokus. Ikke noget med, at ”så laver vi bare en friskole”, selv om V-formanden ikke har noget imod friskoler: Tiltrække arbejdskraft - Dernæst må kommunen i gang med at gøre det interessant at flytte til Thy, så vi kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft til de virksomheder, der allerede er her, i stedet for at bruge krudt på at tiltrække nye virksomheder. De skal nok komme af sig selv, sagde Lars G. Steffensen. Der i øvrigt fandt det vigtigt, at Thy klart melder ud med opbakning til motorvejsforbindelser: - Når vi taler om motorveje i Vestjylland, er det ikke et spørgsmål om, hvor mange der bruger dem, men om de ligger rigtigt, sagde han. Utidig indblanding Internt i partiet Venstre vendte Lars G. Steffensen sig imod, at partiledelsen på det seneste har udøvet ”utidig indblanding” i de lokale opstillinger af folketingskandidater. Det har dog ikke været tilfældet lokalt, hvor den hidtidige kandidat, folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen fortsætter som kandidat i den nye opstillingskreds. @Byli.9.special.bund:Af Villy Dall villy.dall@nordjyske.dk