Musik

Frit valg på salmehylden

ASAA/MELHOLT:Midt i en tid, hvor det i kirkelige kredse debatteres flittigt, om en sang af Kim Larsen kan benyttes ved en begravelse, forsøger sognepræsten i Asaa og Melholt, Peter Bandholm, sig på søndag med et nyt initiativ, når han ved gudstjenesterne i de to byer giver de fremmødte mulighed for selv at komme med bud på, hvilke salmer de gerne vil synge i kirken. Det sker ved, at man i kirkerne vil kunne finde nogle såkaldte salmelister, hvorpå man kan skrive, hvilke salmer man gerne vil have med ved de kommende gudstjenester. - Jeg har gennem årene mange gange hørt, at det var da en udmærket gudstjeneste, men det var ikke muligt at synge med på salmerne, fordi de ikke var så kendte, konstaterer Peter Bandholm i det seneste nummer af det lokale kirkeblad - hvor han videre forklarer, at de "ukendte" salmer vælges, fordi de forsøges knyttet til den givne gudstjenestes tekster. - Men fremover kan alle kirkegængere være med til at bestemme, hvad vi skal synge - uanset om det er salmer, der ikke har nogen tilknytning til teksterne, fortsætter Peter Bandholm - og tilføjer: - En god sang af kendte salmer giver et godt fællesskab ved gudstjeneste - og så kan vi indimellem tage nogle mere ukendte salmer på "tavlen".