Lokalpolitik

Fritænker på godt og ondt

KØBENHAVN:Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard, har de seneste dage været i en heftig kamp med Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K). En kamp, som kulminerede søndag, hvor ministeren over flere spalter i Berlingske Tidende skældte Preben Rudiengaard hæder og ære fra. - Jeg siger nu er det nok. Preben Rudiengaard fremturer på en måde så jeg er nødt til at sige, at den mand kan jeg ikke igen få et tillidsfuldt samarbejde med, siger Jakob Axel Nielsen blandt andet i interviewet, hvor han igen og igen kalder Preben Rudiengaard for en populist. Det kan ellers være svært at se det populistiske i at kalde sin egen regeringens minister for visionsløs, som Preben Rudiengaard har gjort, og det er direkte karriereskadeligt at gøre det tre dage i træk. Preben Rudiengaard har da også altid haft en evne til at sige, hvad han mener, også når det giver ballade. For et år siden kaldte Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, det for "fritækning", da han foreslog at sætte grænsen for unge alkoholkøb op til 18 år, og det var ikke pænt ment. Nu skal hun så i dag forsøge at forlige de to parter, og den opgave er der ingen på Christiansborg, der misunder hende. Bulderbasse Preben Rudiengaard er uddannet læge, men da han i 1994 kom i Ribe Byråd overtog politik efterhånden tiden. Han har været borgmester i Ribe, og da han samtidig blev valgt til Folketinget var der ikke længere tid til jobbet som embedslæge. I stedet har han brugt tiden på sundhedsområdet, hvor han i dag er formand for sundhedsudvalget. - Han forsøger at være den samlende formand, der gerne ser en god tone og at tingene glider i udvalget, fortæller Lone Møller (S). Hun kan dog også godt genkende lidt af Jakob Axel Nielsen kritik. - Preben Rudiengaard har det med at rejse enkeltsager i bedste sendetid, hvor han så lover både det ene og det andet uden, at der sker noget i sidste ende, siger hun og nævner kravet bedre behandling af paradentose patienter, som en at af løfterne, der aldrig blev til noget. Preben Rudiengaard er da helle ikke helt blind for, at han nogle gange lader de gode viljer løbe af med ham. - Jamen man får da også tæsk nogle gange. Hvis jeg synes, der er noget, der er ravende forkert, siger jeg det, som han sagde til Jydske Vestkysten i anledning af sin 60-års fødselsdag i 2004. Nu får han så tæsk igen, men det ser ikke ud til at bekymre ham synderligt. Måske fordi han ikke genopstiller, og derfor ikke har så meget at tabe. Det gode forhold til Jakob Axel Nielsen er i det mindste røget, selvom Preben Rudiengaard dog ikke gentog sin kritik for fjerde dag i træk. - Jeg har ikke en skid at sige, før mødet, som han bramfrit sagde.