Blodmangel var tæt på at koste Emilie livet: Troen forbød hende livreddende behandling

ØRDING: Godt nok har Emilie Moe boet med sine tre børn på en landejendom udenfor Ørding på Mors i fire år, men når hun åbner munden og fortæller om sit liv, skinner det igennem, at hun er født og opvokset i Greve på Sjælland.

En opvækst, der var gennemsyret af familiens deltagelse i trossamfundet Jehovas Vidner.

Der var ingen fødselsdage og ingen julegaver. At deltage i forkyndelsen, hvor der skulle stemmes dørklokker og uddeles udgaver af Vagttårnet, var en obligatorisk del af lørdag formiddags rutine, også for menighedens børn.

- Som barn syntes jeg, det var dødkedeligt. Jeg syntes, det var forfærdeligt. Eneste lyspunkt var, når vi holdt pause med kaffe og kage, husker Emilie.

Forkyndelsen var dog kun en lille del af de talrige og omfattende leveregler, som Emilie fik indprentet fra barnsben, når hun kom i rigssalen og lyttede til de Ældste.

Én af de leveregler var faktisk tæt på at koste hende livet.

Fødsel gik galt

I 2017, da Emilie skulle føde sit yngste barn ved kejsersnit, opstod der komplikationer, så hun fik indre blødninger. Bagefter lå hun på intensivafdelingen og kæmpede for sit liv.

- Jeg havde ligget to dage på intensiv og forsøgte at være standhaftig, hvor lægerne blev ved med at sige: "Emilie, du skal have blod, ellers dør du". Og jeg blev ved med at sige: "nej, der må være en anden løsning". Når lægen siger sådan, kommer ens indoktrinering op som et skjold, og man hører ikke efter, siger hun.

Emilie kæmpede indædt for at undgå en transfusion, for alt, hvad hun nogensinde havde lært, fortalte hende, at det ville være forkert at modtage den livreddende behandling.

- Som Jehovas Vidner lærer vi blandt andet, at man skal afholde sig fra blod, for det står i det gamle testamente, forklarer hun.

Faktisk var det ikke første gang, Emilie stod i et dilemma af denne karakter.

- Som 19-årig havde jeg en graviditet udenfor livmoderen, hvor min æggeleder sprang. Der mistede jeg også meget blod, men det lykkedes mig at klare det uden at modtage blod. Det tog mange måneder at komme over, men jeg havde den her oplevelse af, at jeg havde klaret det før, så det kunne jeg gøre igen, siger hun.

Det svære valg

Som Jehovas Vidne må man gerne lade sig behandle med såkaldte blodderivater, som er udvundet af blodets forskellige bestanddele, og derfor ikke bliver opfattet som blod indenfor troen.

Men selvom Emilie forsøgte at præsentere det som et alternativ, understregede lægerne flere gange, at der skulle fuldblod til, hvis hun skulle have håb om at overleve.

- Jeg havde født tirsdag aften, og da jeg torsdag formiddag talte med afdelingslægen, oplevede jeg, at jeg blev blind et kort øjeblik. Da jeg fik synet tilbage, forklarede lægen mig helt roligt og pædagogisk: "Det er din hjerne, der ikke får nok blod, og den kan ikke opretholde dine sanser. Du er nødt til at få blod nu, ellers dør du".

Da tog Emilie en tung, men nødvendig beslutning.

- Jeg vidste med mig selv, og kunne mærke i hele min krop, at hvis ikke jeg fik blod, så ville jeg miste mit liv. Og det var jeg slet ikke klar til, for jeg havde to små børn derhjemme og et spædbarn på sygehuset plus to papbørn og min mand, som jeg var vanvittigt forelsket i. Jeg var slet ikke færdig med livet. Der var nogen, der havde brug for mig.

At leve med beslutningen efterfølgende var ikke nemt. I første omgang forsøgte hun at skjule det for sin familie, så stor var skammen.

- Jeg skammede mig helt vildt. Jeg kan tydeligt huske, da sygeplejersken havde sat det op, og jeg kunne se blodet begynde at løbe ind i min arm, der syntes jeg, det var virkelig klamt. Det var så grænseoverskridende, det føltes lidt som et overgreb.

Irettesat af De Ældste

Blodtransfusionen virkede, men det krævede alligevel en langvarig indlæggelse, før Emilie kom ovenpå fysisk. De psykiske sår var dog ikke sådan at hele.

Fødslen, operationen og blodtransfusionen var for meget for Emilie og hendes mand at håndtere. De fik begge en fødselsdepression, og samtidig kunne de se frem til at stå skoleret overfor De Ældste som følge af Emilies beslutning om at modtage blod.

- Jeg gruede for det, for jeg vidste, at første gang vi skulle i Rigssalen for at vise vores søn frem, ville jeg være nødt til at gå til bekendelse. Jeg tror ikke, der er nogen, der er så hårde til at dømme andre, som Jehovas Vidner. De siger selv, de ikke gør det, men det er meget tydeligt, når man selv står for skud, siger hun.

Emilie måtte forklare hele forløbet og grundlaget for beslutningen. Hun slap med en irettesættelse, men det var efter hendes udsagn kun et hårstrå fra at ende med en udstødelse.

Det var dog ikke første gang, Emilie var på kant med trossamfundets regler.

Da Emilie blev skilt fra sin første mand, blev hun udstødt af Jehovas Vidner. I tre år oplevede hun således, hvordan det var at leve udenfor det religiøse fællesskab, og det var en tid, der blev skelsættende for hende.

- Da jeg blev genoptaget, oplevede jeg, at alle de mennesker, som jeg havde kendt hele mit liv, dem kendte jeg ikke mere, for jeg havde overhovedet ikke set dem i tre år. Og de kendte heller ikke mig, for jeg havde udviklet mig helt vildt. De tre år er den tid, jeg selv ser tilbage på som de år, hvor jeg blev en voksen kvinde.

En ny start

Efter genoptagelsen flyttede Emilie fra Greve til Glyngøre for at starte på en frisk. Et par år senere flyttede hun til Mors for kærligheden, men efter den traumatiske fødsel gik forholdet skævt, og hun gik fra sin yngste søns far i februar 2020.

Trods de mange omvæltninger følte Emilie sig stærk i sin tro, da hun i september 2020 besøgte sin søster på Sjælland. Her fik hun sig et chok.

- Min søster viste mig nogle ting, der beviste, at alt, hvad vi havde lært, var løgn. Til at begynde med ville jeg ikke tro på det, det var jo "frafalden tale", men samtidig sad jeg overfor min søster, som var så ulykkelig. Jeg kom frem til, at min tro godt kunne bære at høre på hende.

Men de videoer, søsteren viste hende, i kombination med de søgninger, Emilie selv lavede på nettet, ændrede alt.

- Jeg så nogle videoer af de øverste ledere af Jehovas Vidner, som tale på en hadsk måde om, hvordan alle verdslige skulle dø i Harmagedon og forsvinde som røg. Det passede slet ikke med noget af det, jeg havde lært.

Et liv efter Jehovas Vidner

I august 2021 overleverede hun et brev til De Ældste, hvor hun beskrev nogle af de ting, hun havde opdaget, og så forlod hun formelt Jehovas Vidner.

- Der gik næsten et år, hvor jeg forberedte mig på at forlade troen. Det er ikke bare en beslutning, man tager fra den ene dag til den anden.

I dag har hun ikke nogen kontakt til sin familie, udover søsteren, der også har forladt Jehovas Vidner.

- Min mor har lidt kontakt til min yngste søn, som hun passer af og til, men vi ser kun hinanden når han skal hentes eller bringes. Hun ved ikke noget om mit liv.

Det har krævet meget af Emilie at opbygge en ny omgangskreds. Men gennem grupper for tidligere Jehovas Vidner, og som frivillig i en forening for tidligere medlemmer, har hun fundet et nyt, stærkt netværk.

Børnene trives på den lokale friskole, hvor det er blevet nemmere for dem at indgå i fællesskaber med deres klassekammerater.

- Jeg satte mig ned med mine børn her i sofaen og fortalte dem: "Vi skal ikke længere være Jehovas Vidner". Deres reaktion var bare sådan: "Hvad!?". Så lyste de helt op og spurgte: "Skal vi så holde jul og fødselsdag?".

I dag er både jul og fødselsdage en del af den lille families liv, men Emilie selv er stadig uafklaret omkring, hvad hun skal tro på.

- For første gang føler jeg, at jeg sidder i førersædet i mit eget liv, hvor jeg selv tager beslutninger og gør det, jeg selv har lyst til, siger Emilie og tilføjer:

- Jeg vil gerne fortælle min historie, fordi jeg vil vise, at det godt kan lade sig gøre at forlade Jehovas Vidner. Ja, det er pissehårdt, men det kan lade sig gøre, og der er også et liv og et fællesskab udenfor.