Danmarksmesteren har talt: Her finder du nogle af de bedste padelcentre i Nordjylland
Tidens helt store motionsdille har fået padelcentre til at skyde op som padehatte overalt
Opdateret kl. 13:50
Padeltennis, den sensationelle sport, der kombinerer den adrætte finesse fra tennis med det uforudsigelige vanvid fra squash, har fanget Nordjyllands hjerter (og hele verden, for den sags skyld).
Og hvem bedre til at levere padel-tips end selve disciplinens danmarksmester i veteranklassen?
I denne uge har vi allieret os med Jesper Düring, som har spillet et væld af padelturneringer, og i dag kan kalde sig dobbelt danmarksmester i veteranklassen, og af den grund tager vi selvfølgelig hans ord for gode varer, når det kommer til den populære sport.
Ifølge danmarksmesteren er der flere aspekter, som spiller ind, når man skal bedømme, om en padelbane er god eller ej, og det er lige præcis dét, vi har gjort i denne uges artikel. Så frem med læsebrillen og skriveværktøjet, for her kommer tre baner, som du med fordel kan skrive dig bag øret.
PadelPadel Aalborg ved Svenstrup
I udkanten af Svenstrup ligger det spritnye padelcenter PadelPadel, som ifølge Jesper Düring kan beskrives som et vaskeægte kvalitetscenter. Her er der kræset for hver enkelt detalje, så padelentusiasterne har de bedste forudsætninger for at få en god kamp.
- Det første, du møder, når du kommer ind i PadelPadel, er deres lækre butik, hvor de sælger det nyeste inden for padeludstyr. Her er der desuden rigtig god rådgivning at hente, hvis man skulle have spørgsmål til noget. Det er ikke en selvfølge, at der er bemanding i padelcentre, så det synes jeg giver pluspoint, forklarer Jesper Düring og fortsætter:
- I centeret i Svenstrup skinner kvaliteten igennem fra gulv til loft, da baner, lys og underlag er det samme som bruges i World Padel Tour. Der er desuden højt til loftet, og selvom det kan lyde som en mindre detalje, er det faktisk meget vigtigt, da det giver god mulighed for at lobbe, som er en stor del af spillet.
Efter spillet kan du slænge dig i loungeområdet og diskutere spillet over en øl eller - for de mere seriøse typer - vand.
Padel Lounge på Eternitten, Aalborg
Det næste bud på et suverænt nordjysk padelcenter er Padel Lounge på Eternitten i Aalborg, som foruden at være det første padelcenter i Aalborg også er det center, hvor Jesper Düring spillede sin første kamp:
- Centeret på Eternitten har en helt speciel plads i mit hjerte, fordi det var her, jeg for første gang spillede padel. Centeret har lige gennemgået en stor renovering, og nu er der syv spritnye baner i World Padel Tour-kvalitet, lyder det fra padelmesteren, som fortsætter:
- En ting, der især gør Padel Lounge til et attraktivt center, er beliggenheden centralt i Aalborg. Det er nemt at komme til på cykel, hvis man bor inde i Aalborg, og hvis man kommer i bil, er der også gode muligheder for parkering.
Match Padel Aalborg
Vi bliver i Aalborg, når vi dykker ned i Jesper Dürings sidste bud på et nordjysk padelcenter, der er et besøg (eller flere) værd.
- Det sidste center, Match Padel, har otte doublebaner i Skalborg, som er beklædt med det bedst tænkelige underlag, så også her er der tænkt over at skabe de bedste forudsætninger for en god kamp. Der er desuden nye omklædningsfaciliteter, en shop med salg af udstyr og isolering, der både er godt for støjniveauet og temperaturerne i de kolde måneder, fortæller Jesper Düring.
Slutteligt understreger han vigtigheden af, at alle tre centre tilbyder løbende arrangementer, træningskampe og turneringer for både nybegyndere og seriøse spillere, der konkurrerer om at komme højt op på ranglisten.
Konklusion
Så der har du det - tre besøgsværdige padel-centre i Aalborg. Uanset om du ser dig selv som en padel-novice eller en erfaren spiller, vil centrene med deres førsteklasses faciliteter og engagement for sporten uden tvivl give dig og dine modstandere de perfekte forudsætninger for at få en uforglemmelig oplevelse.
- Nordjyske Tester er et koncept, hvor Det Nordjyske Mediehus hver uge tester en række produkter eller services, som er relevante for nordjyderne.
- Det kan være alt fra bilvask til stadionplatter fra de nordjyske sportsarenaer.
- Har du en idé til, hvad vi skal teste i fremtiden, kan du sende et tip til: nordjysketester@dnmh.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.