Mode

De ansatte arbejder i nattøj i december: Får folk til at løsne lidt op og trække på smilebåndet

Hos BlondeHuset er det ikke kun gaverne, der har fået en anderledes og mere julet indpakning her i december. Det har personalet også. De er nemlig skiftet arbejdstøjet ud med nattøj.

Personalet hos BlondeHuset i Løkken har skiftet arbejdstøjet ud med nattøj i december.
Personalet hos BlondeHuset i Løkken har skiftet arbejdstøjet ud med nattøj i december. Foto: Martin Damgård

LØKKEN: Den sæsonbetingede uniform er et anderledes forsøg på at sprede julehygge ved at vise kunderne noget af det hjemme- eller nattøj, som de kan gå og hygge i derhjemme.

- I og med at hyggetøj og nattøj er noget, som står på manges ønskelister, unge såvel som gamle, er det jo nærliggende at os i butikken selv gør i nattøj, til inspiration for kunderne, siger Helle Svendsen, ejer af BlondeHuset.

Helle Svendsen, indehaver af BlondeHuset i Løkken. Foto: Martin Damgård

Det er ikke første gang at personalet i lingeributikken trækker i nattøjet til jul, men ikke så meget som i år. Nu gør de det hver weekend, og, som Helle tilføjer:

- Nogle gange bare fordi vi har lyst, faktisk.

BlondeHuset er Danmarks største lingeriforretning, og Helle Svendsen fortæller at folk kommer langvejs fra for deres gode service. De er særligt kendt for undertøj, samt at have Danmarks største udvalg af badetøj, men på denne tid af året er det meget nattøj, der efterspørges.

Hyggen er imidlertid ikke det eneste parameter der er vigtigt, når danskerne i dag skal købe hjemmetøj eller nattøj:

- Det skal jo også gerne være lidt smart og præsentabelt. Nattøj eller hjemmetøj er noget andet end det førhen har været. Det er ikke længere bare noget man sover i. I dag skal man kunne komme hjem fra job, tage sit hjemmetøj på og stadig også kunne åbne døren for nogen, fortæller Helle Svendsen.

Personalet hos BlondeHuset i Løkken har skiftet arbejdstøjet ud med nattøj i december. Foto: Martin Damgård

Det nattøjsklædte personale kan også have den effekt, at det får folk til at løsne lidt op og trække på smilebåndet. For nogen kan det nemlig godt føles lidt overvældende at træde ind i en butik, der sælger undertøj:

- For nogle kan det måske godt føles lidt højtideligt, at komme ind i en lingeriforretning og købe fint undertøj. Så er det lidt afvæbnede at blive mødt af personale i nattøj, forklarer Helle Svendsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden