Klub er truet af opløsning: - Det gør virkeligt ondt
Hvis ingen melder sig og tager en tjans som bestyrelsesmedlem, risikerer et af byens samlingssteder at skulle ophøre

Michael Høyer Samuel er medlem af bestyrelsen for håndboldklubben, som kan ende med opløsning. Foto: Skaga FM
HIRTSHALS:- Hvis der ikke er en bestyrelse efter generalforsamlingen 27. april, har vi 14 dage til at afholde en ekstraordinær generalforsamling. Det bliver så med afvikling, og så lukker HH80's cvr-nummer i. Så lukker klubben.
Så kontante er ordene fra Michael Høyer Samuel, som er medlem af bestyrelsen for håndboldklubben HH80 i Hirtshals.
Derfor er han på vegne af klubben nu ude med en appel - og den er, at håndboldklubben har brug for bestyrelsesmedlemmer. For seks ud af syv medlemmer har meddelt deres afgang til den kommende generalforsamling.
Michael Høyer Samuel er en af de seks. Han trækker sig af arbejdsmæssige årsager.
- Det gør ondt. Det er jo ikke nemt, dette her, siger han.
Han har selv spillet i klubben som barn og var også som ung både træner og bestyrelsesmedlem. For 7-8 år siden blev han spurgt, om han igen ville være med i bestyrelsen. Begge hans børn henholdsvis spiller og har spillet i HH80. Og den yngste er han træner for.
- Der er så meget at kæmpe for. Der er mange års værk i dette her med mange forskellige bestyrelsesmedlemmer, så det gør sgu ondt at tænke på. Alle de minder, der er i det. Lige nu kan jeg godt mærke, at det er svært at slippe. Men det er besluttet, jeg skal stoppe nu, siger Michael Høyer Samuel om sin egen rolle i klubben.
Han fortæller, at skulle man komme efter det, kan man også nå at melde sig på banen som bestyrelsesmedlem indtil en eventuel ekstraordinær generalforsamling. Håbet - og appellen fra klubben - er naturligvis, at nye bestyrelsesmedlemmer melder sig inden den ordinære generalforsamling.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.