Lise vil give naturen en hjælpende hånd

Nordjysk forening skal komme naturen og truede dyrearter til undsætning og har fået Sebastian Klein som protektor

Lise Heidelbach fra Moseby har sammen med en række andre nordjyder etableret foreningen "People United for Nature". <i>Privatfoto</i>

Lise Heidelbach fra Moseby har sammen med en række andre nordjyder etableret foreningen "People United for Nature". Privatfoto

MOSEBY:  Et fælles ønske om at gøre en forskel for klimaet satte skub i tankevirksomheden hos Lise Heidelbach fra Moseby og Martin Bruun fra Frederikshavn.

Vejen fra tanke til handling var ikke lang, og med hjælp fra andre nordjyske ildsjæle har foreningen "People United for Nature" nu set dagens lys.

- Vores overordnede mål er via donationer, kulturelle arrangementer og koncerter at rejse midler til at støtte udvalgte projekter, siger Lise Heidelbach.

Hun er til daglig backofficechef hos Sol og Strand Feriehusudlejning, og Martin Bruun arbejder som tømrer hos Norisol. Arbejdet i "People United for Nature" foregår i fritiden og er ulønnet - til gengæld er glæden ved at gøre en forskel ubetalelig.

- Som mor og farmor tænker jeg meget på, hvordan fremtiden bliver for mine børnebørn og kommende generationer. Vores forening er med til at støtte projekter, som betyder, at vi kan se lysere og mere positivt på de kommende årtier, siger Lise Heidelbach, der er kasserer og sekretær i foreningen.

Lise Heidelbach ønsker at gøre en forskel for jordkloden, så der skabes en bedre verden for kommende generationer - blandt andre Lise's barnebarn, Selma. <i>Privatfoto</i>

Lise Heidelbach ønsker at gøre en forskel for jordkloden, så der skabes en bedre verden for kommende generationer - blandt andre Lise's barnebarn, Selma. Privatfoto

Den grønne knap

Martin Bruun er formand, og han blev blandt andet inspireret af det britiske band "Coldplay", der for et par år siden meddelte, at de ikke ville spille, før deres koncerter blev mere klimavenlige.

Den udmelding affødte ideen om "Den Grønne Knap", hvor man, i forbindelse med eksempelvis køb af entrébilletter til attraktioner, koncertbilletter mv., kan vælge at donere et beløb til grønne projekter.

- Vores fundament er nu på plads med diverse tilladelser, samarbejds- og sparringspartnere, så det nu er muligt at støtte via MobilePay eller bankoverførsler. Næste step er at få implementeret ”Den grønne knap” ved billetportaler og andre steder, hvor der laves et online køb, fortæller Lise Heidelbach. 

- YourTicket er de første, der giver deres gæster muligheden for at bidrage ved deres køb, og det nye setup kommer online i løbet af de næste tre uger, siger Lise Heidelbach og tilføjer, at der ikke stilles krav om medlemskab af foreningen for at støtte "People United for Nature".

- Det er helt uforpligtende, og alle kan være med og med det beløb, de nu føler, at de kan undvære, siger hun.

Foto Michael Bygballe <i>Michael Bygballe</i>

Foto Michael Bygballe Michael Bygballe

Støtte fra markante profiler

Foreningen, der tager udgangspunkt i tre af FN's Verdensmål - klimaindsats, livet i havet og livet på land - har fået Sebastian Klein som protektor. 

Desuden samarbejder foreningen med Lone Dröscher Nielsen, der grundlagde foreningen "Red Orangutangen" og "Growing Trees Network", som arbejder på at etablere nye skove i Danmark. 

- Vi føler, at det er en blåstempling af vores forening, at så markante profiler støtter vores arbejde, siger Lise Heidelbach.

I samarbejde med organisationer og samarbejdspartnere har foreningen besluttet at starte med støtte til tre udvalgte projekter: Køge Bugt Stenrev, hvor målet er at fremme biodiversiteten, og den indianske organisation Fundecoipa, der arbejder på at bevare regnskoven. 

Det tredje projekt er et naturgenopretningsprojekt i Voersaa, hvor byens borgerforening arbejder på at reetablere landskabet ved Voer Å's udløb i Kattegat.

- Planen er, at vi på sigt skal have et interaktivt verdenskort, hvor man kan følge, hvilke projekter, vi har realiseret, hvilke vi er i gang med og på sigt, skal vores besøgende have indflydelse på, hvilke vi skal udvælge som de næste, siger Lise Heidelbach.

"People United for Nature" forsøger at dække de faste omkostninger ved hjælp af fonds- og sponsorstøtte, så bidrag til foreningen så vidt muligt kan gå ubeskåret til projekterne.

- Vi er garanter for, at pengene lander helt ude ved de lokale aktører, hvor der arbejdes med projekterne. Alle projekter gør en forskel for vores klode, så der skabes en bedre verden for naturen og dyrelivet samtidig med, at det giver håb til ungdommen og kommende generationer, siger Lise Heidelbach.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.