Nu kan du få ny kunst til køreturen
Tysk kunstner er begyndt på gavlmaleri på Hobrovej

Case Maclaim er kendt for sine fotorealistiske værker - ofte med et stænk af surrealisme. Foto: Katrine Schousboe
AALBORG:Turen ind og ud af byen på Hobrovej kan de kommende dage blive lidt mere underholdende.
Her kan du nemlig på tætteste hold følge den tyske kunstner Case Maclaim lave byens seneste gavlmaleri.
For to år siden malede Case Maclaim - eller bare Case - en markant kvindeskikkelse på en gavl på Hadsundvej og navngav værket Carnival is Canceled, som en hilsen til 2020s aflyste folkefest. Men denne gang har han altså et endnu større publikum til sit arbejde på en lille gavl tæt ved Skipperen.

Værket bliver sandsynligvis først færdigt på den anden side af weekenden. Foto: Katrine Schousboe
Kunstneren, som egentlig hedder Andreas von Chrzanowski, begyndte på værket i går, tirsdag, og arbejder på det endnu unavngivne værk den kommende uge.
Case udspringer af graffitimiljøet, men har over en årrække markeret sig som en af Europas mest kreative og dygtige street art-kunstnere. Han er særligt kendt for at male fotorealistiske værker med et stænk af surrealisme.
Gavlmaleriet på Hobrovej bliver det sidste i projektet Out in the Open for i år.
Men som vi tidligere har fortalt her på aalborg:nu vender projektet stærkt tilbage med sin tiende sæson næste år.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.