Fritidsavis på vej til store og små

EMNER 23. august 2007 06:00

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: En oversigt over kommunens fritidstilbud udsendes i hele kommune på lørdag. - I Brønderslev Kommune kan vi bryste os af at have et særdeles bredt fritidstilbud til borgerne i alle aldre. Det skyldes først og fremmest de mange frivillige, der gør et stort arbejde i foreningerne, men også, at der er gode tilbud til borgerne i de kommunale og selvejende institutioner, siger formand for Fritids- og Kulturudvalget, Eskild Sloth Andersen i en pressemeddelelse fra Brønderslev Kommune. Avisen, der husstandsomdeles på lørdag, indeholder mere end tres tilbud fordelt over hele kommunen. Alle foreninger er blevet tilbudt at være med, men ikke alle har reageret, så avisen er endnu ikke en fuldstændig fortegnelse. - Vi håber dog, at de foreninger, der ikke er med i år, vil synes så godt om ideen, at de tilmelder sig næste udgave. Avisen, har navnet ”Aktiv Fritid” og er allerede kendt i den vestlige del af kommunen, idet det her er fjerde gang, den udsendes. - Vores håb er, at avisen bliver gemt, og at den vil blive brugt på linje med den lokale telefonbog. Næste års udgave vil først blive udsendt i august 2008. Kommunens fire fritidsguider vil i løbet af august og september besøge samtlige tredje, fjerde og femte klasser i kommunen for at orientere om de mange tilbud, og høre om der er børn, der har brug for en hjælpende hånd til at komme i gang. Avisen er derfor også et arbejdsredskab for guiderne. - Jeg håber, at de klasser, der ikke direkte får besøg af guiderne, får en snak med deres egne lærere om fritidsinteresser, da jeg tror på, at børn, der har et godt fritidsliv, får flere kammerater og derfor bliver gladere for at gå i skole, tilføjer Eskild Sloth Andersen. De lokale ejendomsmæglere vil også få tilbudt en portion aviser, så borgere, der tænker på at flytte til kommunen, kan få et indblik i fritidsmulighederne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...