Fritidscenter efterlyser politikere

Aalborg 13. september 2002 08:00

SKALBORG: I Skalborg sidder en flok højst utilfredse mennesker og venter på besøg af socialudvalget. De utilfredse har tilknytning til det lokale fritidscenter. - Vi har bombarderet udvalgets medlemmer med breve og mails, men det er knapt nok, de har gidet svare tilbage, fortæller Lene Ladefoged, der er centerformand. Skalborg Fritidscenter er blandt de tre, som magistraten foreslår nedlagt i forbindelse med næste års budget. Det skal erstattes af nogle pavilloner et andet sted i området. Lukningsplanerne har vakt stor harme i Skalborg, idet centret benyttes af både børn, unge, dagplejere og gamle. Det er ganske enkelt samlingsstedet i Skalborg. For et par uger siden havde de mange utilfredse møde med vicesocialdirektør Anne Jastrup. Men borgerne vil snakke med politikerne, for fritidscentrets skæbne ligger i deres hænder. - Fra et af medlemmerne i socialudvalget har vi hørt, at rådmand Birgit Ekstrøm har forbudt medlemmerne at mødes med os, siger Lene Ladefoged. - Jeg ved, at de kan tage til møde alle mulige andre steder. Men de vil åbenbart ikke stå ansigt til ansigt med os. I stedet vælger de at stikke hovedet i jorden ligesom en struds, tilføjer hun. Lene Ladefoged forsikrer, at kredsen omkring Skalborg Fritidscenter agter at kæmpe videre, selv om politikerne ikke vil mødes med dem. Birgit Ekstrøm afviser, at hun har forbudt socialudvalgets medlemmer at mødes med folkene fra Skalborg Fritidscenter, og medlemmern enikker bekræftende. - Hvordan kan nogen tro, at jeg kan forbyde for eksempel en Kaj Poulsen noget som helst, spørger hun. - Socialudvalget har fået en samlet indbydelse til at komme til et møde i Skalborg, og det kan vi altså ikke få passet ind i kalenderen i denne hektiske tid. Jeg er overbevist om, at medlemmerne enkeltvis gerne ville tage et møde, hvis det var det, Skalborg Fritidscenter havde bedt om. Men det er det ikke, tilføjer socialrådmanden. Det bekræfter partifællen Kaj Poulsen. - Det ville jeg da for eksempel godt, siger han. mons

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...