Fritidscenter rystet efter dyredrab

Hane og and blev stenet ihjel på Herningvej

AALBORG ØST: En trist stemning prægede i går Fritidscentret Herningvej i Aalborg Øst, efter at to af fritidscentrets dyr om formiddagen blev fundet stenet til døde. Da souschef Ole Tranholm mødte ved 11-tiden, fandt han en and og en hane liggende i livløs tilstand i fritidscentrets fjerkræ-indhegning. Efter alt at dømme blev de slået ihjel med sten i knytnævestørrelse - i hvert fald lå en del sten spredt rundt omkring i indhegningen. Stenene ligger normalt i en stensætning ved stedets kunstige andedam. Tre andre ænder i indhegningen overlevede udåden, men én af dem er tydeligvis blevet ramt. Den gik i går rundt med et stort sår på ryggen. - Man er ret rystet, når man kommer ud og ser sådan noget. Og børnene er utroligt kede af det. De synes, det er utroligt, at nogen kan finde på den slags, siger Ole Tranholm. Både hanen og de fire ænder har været vant til at omgås mennesker, og de var ifølge Ole Tranholm allesammen meget tillidsfulde. Kælen hane - Det er sjældent, man ser en hane, der er kælen, men det var den her faktisk. Børnene kunne håndfodre både den og ænderne. De var tamme allesammen, beretter souschefen, som frygter, at de overlevende ænder nu har mistet tilliden til mennesker. Fritidscentret har meldt drabene til politiet, som i går undersøgte gerningsstedet. Umiddelbart forestiller Ole Tranholm sig, at gerningsmændene er børn, og han håber på en hurtig opklaring. - Sådan noget skal man ikke have liv til at gøre ustraffet, fastslår han. Fritidscentret Herningvej har haft ænderne i to-tre år, mens hanen blev købt på Hjallerup Marked sidste år sammen med ni andre kyllinger. - Dengang var de små og gule og ikke større end en hånd. Vi troede, at alle 10 var høns, men det viste sig, at de ni af dem var haner. De ville slås, så de andre er endt i suppegryden, men planen var, at vi snart skulle have købt nogle høns til den sidste. Dét skal vi nok lige tænke en ekstra gang over, hvis folk slår vores dyr ihjel, siger Ole Tranholm. Mulige vidner Gerningsmændene til hane- og andedrabet lod døren til indhegningen stå åben, da de forlod stedet, men ingen af de overlevende dyr var søgt ud i friheden. Lige ved siden af indhegningen ligger fritidscentrets "kaninbjerg", men kaninerne er tilsyneladende ikke blevet angrebet. Måske fordi de har gemt sig i deres huler under jorden, gætter souschefen. Han oplyser, at der måske er visse muligheder for at få sagen opklaret, idet tre drenge, som har deres gang i fritidscentret, også var der søndag. - Ikke at vi mistænker dem, men de har måske set noget, nævner Ole Tranholm, der formoder, at drabene er sket søndag aften efter klokken 17.30, da sidste mand forlod stedet. Nogle af de andre børn fra fritidscentret har fortalt, at de bemærkede, at noget var galt, da de gik i skole i går morges. Fra en cykelsti kunne de se ind i indhegningen, og de lagde mærke til, at nogle af dyrene lå uden at bevæge sig.