Fritidshuset klar til fest og indvielse

Folkeaktier skal give de sidste penge til om- og nybygningen - der er allerede solgt 200

Martin Frandsen
Leif Pedersen til venstre, Allan Hjortkær Pedersen og Søren Poulsen er blandt de frivillige, som i morgen kan fejre til- og ombygningen af Fritidshuset.foto: torben hansen
EMNER 1. juni 2007 06:00

DALL: De sidste småting kommer på plads i løbet af lørdag formiddag, men så er Fritidshuset også klar til eftermiddagens indvielse af de til- og ombyggede lokaler efter godt et år med 7-8.000 timers arbejde udført af masser af frivillige hænder. - Vi mangler bare et par småting som at skifte låsesystem, så er vi klar til fest og indvielsen med et lille traktement, fortæller Leif Pedersen, formand for Fritidshuset og tovholder for byggeriet. Skole- og kulturrådmand Henrik Thomsen (SF) er inviteret til indvielsen, og Fritidshuset håber, at mange af byens borgere møder op til festlighederne i byens samlingspunkt. Med de mange timers frivilligt arbejde udført af en skare på 50 - heraf en fast stamme på fem - betyder, at regningen kan holdes nede på 1,1 millioner kroner. Derfor ser det ud til, at Fritidshuset undgår at skulle låne penge til om- og nybygningen. - Dog mangler vi stadig at kunne finansiere 100-150.000 kroner. Derfor er vi ved at sælge folkeaktier og møder stor opbakning i byen. Vi har allerede solgt omkring 200 aktier til 250 kroner stykket, siger Leif Pedersen. Til gengæld kan husets omkring 1.000 brugere i alle aldre fra dagpleje, legestue, kirken, ungdomsklub og Dall/Ferslev IF glæde sig over de ny forhold. Fritidshuset er udvidet med 40 kvadratmeter. Der er kommet to nye toiletter, nye omklædningsrum, kiosk og en handicaprampe. Ombygningen betyder også en bedre udnyttelse af huset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...