Arbejdsmarked

Fritidsjobbere arbejder med farlige maskiner

Nordjyske folkeskoleelever sætter lemmerne på spil

NORDJYLLAND:Mejetærsker, motorsav og kødhakker er blot nogle af de ulovlige maskiner, som nordjyske folkeskoleelever møder, når de tager på arbejde efter skole. Nordjyske Medier har spurgt 222 fritidsjobbere, hvilke maskiner de bruger, når de arbejder. Deres svar rummer flere ulovlige maskiner, som unge under 18 år slet ikke må arbejde med ifølge arbejdsmiljøloven. Reaktionen hos Svend Erik Lang, der er formand for LO i Nordjylland, er ikke til at tage fejl af. - Det er skræmmende. Der er mange farlige maskiner, som de unge slet ikke skulle have rørt ved, siger han og tilføjer: - Det, vi hele tiden har sagt, er, at vores prioritet nummer ét er, at undgå arbejdsulykker blandt de unge mennesker. De kan få en arbejdsulykke, som kan hæmme dem på det arbejdsmarked, de forhåbentlig skal ind på senere. Råber til himlen Selvom de unge bruger flere ulovlige maskiner, end Svend Erik Lang regnede med, overrasker det ham ikke, at reglerne ikke følges helt. - Jeg ved jo godt, at i det øjeblik, folk står i en virksomhed, hvor de har de farlige maskiner, så bliver de også sat til at bruge dem. Sådan er det, siger Svend Erik Lang. Som koordinator i LO's Jobpatrulje er Michel Berg vant til at snakke med unge om deres fritidsarbejde. Alligevel overrasker det ham, at de unge bruger så mange ulovlige maskiner. - Hvad tænker man på, når man sætter en fritidsjobber til at betjene en kædesav eller en græsslåmaskine eller en roehakker, eller hvad man nu kan finde på? Det er jo himmelråbende, siger han og fortsætter: - Vi har at gøre med en gruppe unge mennesker, som rent mentalt ikke er fuldt udviklet. De er ikke helt bevidste om de konsekvenser, som det kan have at betjene de her maskiner. Vi har som fagforening, som forældre og som arbejdsgivere et enormt ansvar for at sikre, at de her fritidsjobbere bliver passet på og kommer helskindet igennem deres teenageår, siger Michel Berg.