EMNER

Fritter og deller til Guld-gruppen

Børnehavebørn fra Suldrup vandt en madoplevelse på Aars Hotel

AARS:Vi var flere, som oplevede noget nyt denne torsdag på Aars Hotel. En flok herlige unger fra børnehaven Tumlehøj i Suldrup fik lov til - ganske gratis - at smovse i pommes frites, kylling, frikadeller og is. Og journalisten så for første gang i sit liv julemanden i civil. Han hedder i øvrigt Tage Lassen og ligner selv uden sit røde kostume det helt rigtige billede af julemanden. Når de unge mennesker skulle møde julemanden uden for sæsonen, hænger det sammen med, at Aars Hotel i julemåneden 2002 lavede julefrokoster for børn med en menu, der var specielt afstemt til mindre ganer. Her optrådte julemanden selvfølgelig ikke i civil, der blev uddelt spandevis af godter, og de unge mennesker kunne oven i købet være med i en tegnekonkurrence. Præmien var en rigtig god børnefrokost på Aars Hotel, og da Simone fra den såkaldte Guld-gruppe i børnehaven Tumlehøj blev udtrukket, fik hun lov til at invitere alle fra gruppen på frokost.